White Schmagility

White Schmagility

”Another definition of modernity: conversations can be more and more completely reconstructed with clips from other conversations taking place at the same time on the planet.”

                                                              -Nassim Taleb

Den amerikanske sociolog Robin DiAngelo har begået en satirisk genistreg – eller i al fald noget derhen efter. Uheldigvis har hun pakket den ind i over 100 siders åndsbedøvende repetition af samme letforståelige, men lidet overbevisende påstand. Resultatet er ”White Fragility”, der vel kan beskrives som WOKE-alderens indtil videre største kioskbasker.

(Med interesse i at spille med åbne kort: Følgende er skrevet gennem hvide fingre af en hvid hjerne. Rettroende kan altså her passende varme op til øjenrul, overbærende smil og eventuel frådende harme. Skulle dette sidste friste, kan jeg berolige med, at jeg med nedenstående selvfølgelig blot afslører egen hvide skrøbelighed.)

Blandt bogens mest påtrængende kvaliteter er den mærkværdige følelse af uvirkelighed, der en ti-tyve sider inde rammer læseren. Denne opstår dels ved nævnte repetition, idet bogen selv med sine relativt sparsomme 150 sider formår at synes 145 for lang, og dels grundet den knagende og vakkelvorne logik, DiAngelo turer frem med.

Før vi fortsætter, fortjener bogens grundtone en præsentation.

”(W)hite people raised in Western society are conditioned into a white supremacist worldview because it is the bedrock of our society and its institutions(…)the ubiquitous socializing power of white supremacy cannot be avoided. The message circulates 24-7(…).”

Dette er en beklagelig situation, som hvide ikke er bekendt med, idet deres ”insulated environment of racial privilege” udelukker indsigt i ”the colored experience”, hvorfor de savner begreb om egne fordele, og hvordan disse bekoster de farvede artsfæller.  

”White supremacy” identificeres af DiAngelo som et politisk system for sig, endskønt hun – noget modvilligt – medgiver, at racisme kan anvendes af højere klasselag til splittelse af lavere.

I den vestlige sammenhæng skænkes racismen dog langt mere fundamental plads. Den er som nævnt ”the bedrock”.  

   Og hvad hænder så, når farvede – eller en ærlig ”diversity counsellor” som DiAngelo – bringer problemet på tale? Læseren har måske allerede gættet det, nemlig: white fragility.

Årsagen til denne skrøbelighed forefindes såvel i hvide menneskers instinktive beskyttelse af hvide privilegier som i deres antikverede opfattelse af racisme, et postulat, DiAngelo vier omkring 70 procent af bogen til gentagelse af.

Racisme manifesteres ifølge DiAngelo yderst sjældent i individuelle og overlagte modbydeligheder, men er et systemisk resultat af systemisk påvirkning.

Den hvide skrøbelighed finder flere mulige udtryk, heriblandt ”argumentation”, ”silence” og ”withdrawal”. Det er således karakteristisk, at hvide mennesker, der i samtale om racisme vægrer sig ved øjeblikkelig selvflagellation og underkastelse – for eksempel gennem argumenter eller stilhed – dermed bistår opretholdelsen af nævnte privilegerede, racistiske tilværelse.

Foruden de mange stråmænd, DiAngelo bakser på benene, mobiliserer hun ligeledes en næsten konstant motte and bailey-argumentation. Selve bogens grundantagelse og white fragility-ideens ”bedrock” kan klassificeres som et tilfælde heraf: Racisme eksisterer (motte), følgelig er racisme Vestens konstant og ubikvøst vedligeholdte grundlag (bailey).

Dette udgangspunkt søges verificeret gennem velkendte henvisninger, men behandles stort set som et sine qua non, et skelnemærke for de retskafne.

Givet ”the relentless messages of white superiority”, der leveres gennem ”institutions, cultural representations, media, school textbooks, movies, advertising, dominant discourses, and the like” (denne opremsning af over- og underordnede kategorier, som var de adskilte fænomener, er endnu et hyppigt anvendt kunstgreb) skulle man tro, at DiAngelo og hendes slags ville have held til at opvise andre og mere overbevisende eksempler end de samme udmattede travere.

Dette har de dog sjældent, hvorfor etiketterne på ”Uncle Ben’s Rice” og ”Aunt Jemima Syrup” samt Apu fra ”The Simpsons” (en serie, der som bekendt portrætterer hvide som nærved angeliske væsner) gennes ud på ny. Herhjemme tjener Karen Blixen og Jørgen Leth samme funktion.

Ligeledes fremhæves den racistiske vittighed, tilsyneladende som eksempel på ”dominant discourses” – jeg ved ikke med læseren, men personligt føler jeg ikke, jeg har levet i dagens løb, hvis ikke ledsaget af skælmske fortællinger om negerkonger og grønthandlere.

(At forklare disse hygiejnikere om humorens natur – at den racistiske vittighed, som endda ofte parodierer det racistiske perspektiv, ligesom den om voldtægt, mord og lemlæstelse, ofte forlader sig netop på emnets ubehagelighed, idet forløsningen derved kendes større – er som at holde en hund fra at slikke sig selv i røven, i de fleste tilfælde en forgæves indsats.)     

Selv DiAngelos tankeeksperimenter og anekdoter (der udgør størstedelen af bogens bevismængde) lader for den, der ikke på forhånd har set sig overbevist, en hel del tilbage at tvivle om.

”(I)magine that a white mother and her white child are in the grocery store. The child sees a black man and shouts out, “Mommy, that man’s skin is black!” Several people, including the black man, turn to look. How do you imagine the mother would respond? Most people would immediately put their finger to their mouth and say, “Shush!” (…) But why? What is so shameful about being black – so shameful that we should pretend we don’t notice?”

Temmelig åbenlyst ville der i et sådant optrin være tale om en dybt racistisk moder. Ikke en kvinde opsat på for intet i verden at fremstå racistisk (en hvid tilbøjelighed, DiAngelo bruger de foregående 40 sider på at understrege) – ej heller nogen af de adskillige andre mulige forklaringer, men en white supremacist in action! DiAngelo minder her om manden, der i hver en kvinde, som ikke gengælder hans tilnærmelser, ser en ”skide lebbe”.

Måske er det denne hovedløse stræben efter verifikation af egen hypotese, der gør bogen som skabt til det ideologisk totalitære, post-tvivlende samfund, vi bebor.

På lykkelig vis er white fragility-begrebet inhærent ufalsificérbart, og bærer i beskrevne sammenhæng på en tonstung bekræftelessbias, idet white supremacy-dogmet valideres ved selv samme begreb – en behændig lille cirkel: White fragility afslører den bagvedliggende white supremacy, som er årsagen til white fragility, hvis eksistens ikke kan benægtes…

Opfatter man således underholdnings-, nyheds-, tech-, undervisnings- og finansindustriens ikke sjældent aggressive bekendelse til det såkaldt antiracistiske budskab som svækkende for DiAngelos position (altså at racisme snarere end ét problem blandt mange, der præger den moderne indretning, er denne indretnings grundsten, hvorfor systemet ser til at opretholde et konstant racistisk pres), behøver man altså ikke at kigge længere end til netop denne anfægtelse. Den er nemlig et typisk eksempel på hvid skrøbelighed og således bevis for nævnte position.

Vi nærmer os så småt det satiriske guld.

Mere overbevisende eksempler på racisme i massemedier og daglig tale ville selvfølgelig være nemme at fremvise. Personligt ville jeg have fundet ”24 hrs.”, ”American Sniper” eller Ayan Hirsi Alis bibliografi temmelig passende, og givet de sidste tyve års nærmest uophørlige dæmonisering af Islam, er utallige andre blot et klik eller to væk.

Men DiAngelos – og BLM’ernes – sag er en anden, en sag, for hvilken modbeviser er langt nemmere at finde end understøttende iagttagelser – holder vi dette for øje, kan det undre, at for eksempel gangster-rappen, med dens nærmest groteske fremstilling af den sorte mand, ikke nævnes med et ord.

Den serie af strategier, som hvide – og vi taler her, altid, om hvide som aggregat – anvender til beskyttelse af eget overherredømme, og som DiAngelo benævner white fragility, giver sig til kende ikke blot i hvides manglende enighed i alt, hvad der forlader sorte personers mund – igen, et aggregat – men tillige i hvide kvinders emotionelle reaktion på forulempelser af sorte.

”When another police shooting of an unarmed black man occurs, my workplace called for an informal lunch gathering of people who wanted to connect and find support. Just before the gathering, a woman of color pulled me aside and told me that she wanted to attend but she “was in no mood for white women’s tears today”. I assured her that I would handle it(…)

White women’s tears in cross-racial interactions are problematic for several reasons connected to how they impact others. For example there is a long historical backdrop of black men being tortured and murdered because of a white woman’s distress, and we white women bring these stories with us.”

Gotta love the prose!

Dette “long historical backdrop” giver anledning til:

 “(A)n oft-repeated warning from my African American colleagues: ”When a white woman cries, a black man gets hurt”.”

Forsætlig eller ej, ville en mere spiddende fremstilling af det identitetspolitiske idioti være svær at komme på. Det skulle da lige være følgende beretning, tilsvarende fra DiAngelos arbejdsplads – et åbenlyst fascinerende miljø.

”I appologize and ask her if I have missed anything else problematic in the meeting.

“Yes,” she replies. ”That survey? I wrote that survey. And I have spent my life trying to justify my intelligence to white people.”

My chest constricts as I immediately realize the impact of my glib dismissal of the survey. I acknowledge this impact and appologize.”   

Der refereres her til et personalemøde, hvor Diangelo har vist sig så formastelig at undlade at udfylde en rundspørge vedrørende firmaets website for i stedet at tale direkte til webdesigneren, der havde indkaldt til mødet (den indledende ”problematik” drejede sig om en spøg vedrørende hvide menneskers forhold til sorte menneskers hår). Uden at være klar over, at hendes sorte kollega selv har udfærdiget det pågældende dokument, gør DiAngelo sig altså skyldig i racisme.

Næste gang du afviser en telefonsælger, leverer en vare tilbage eller bander over en slingrende medtrafikant, gør du altså bedst i at forvisse dig, at der ikke på den anden side af udvekslingen befinder sig et menneske med mørkere hud end din egen.  

Overgår DiAngelo her sig selv? You be the judge.

Temmelig åbenlyst er dog, at et samfund for at komme latter, gråd og tilkendegivelser af mishag til livs, må reducere dets indbyggere til lydige robotter. Som DiAngelo anfører: ”I try to be very thoughtful about how and when I cry” – igen ville det, under mindre vanvittige omstændigheder, være svært ikke at mistænke hende for ætsende ironi (bogens afsluttende liste over regler for hvid opførsel ville ikke gøre mistanken mindre).

Som vist geråder DiAngelo og de, der måtte tage hende alvorligt, ofte i absurditet. Foruden det fortløbende zero-sum oppression game leder selve det grundlæggende argument for, hvorfor White Fragility finder sted, til nogle mærkværdige opstillinger.

Dels, bedes vi forstå, lever hvide mennesker i lykkelig uvidenhed om sorte menneskers åg. Vi er underlagt op til flere beskyttende lag, de fleste af ideologisk oprindelse, der alle formener os indsigt i farvedes tilværelse.

Til gengæld udspringer white fragility – et fænomen, det nu engang er DiAngelos intention at påvise – af en art instinktiv og rovgrisk beskyttelse af ”hvide” privilegier, ligesom skyldfølelse herover også bidrager til skrøbeligheden.

Såfremt sortes undertrykkelse ved hvide hænder er den beregnende og brødebetyngede hvide befolkning ubekendt, er det imidlertid svært at se, hvorfra materialet til en sådan underbevidst kalkule og skyldfølelse skulle hidrøre. Fortrængning må dog være af noget, der rent faktisk presser på, hvilket DiAngelo afviser, at sortes lidelser gør (jf. systemets påståede obfuskering heraf).

Det kan tænkes, at hun ender i selvmodsigelse, fordi hun, trods påstande om det modsatte, rent faktisk søger at pålægge hvide mennesker skyld – racismeanklagens moralske vægt mindskes næppe ved antydningen af overlagt synd. En anden mulig forklaring kunne være utilstrækkelig indsigt for DiAngelos part i massevirkningens natur – påstanden, at systemisk undertrykkelse kan finde sted uden bevidst artikulation overhovedet, forudsætter hverken brud med logik eller empiri.

Således ikke forstået, at de to muligheder udelukker hinanden, og kontradiktionen kan da også snildt tolkes som et genskin af WOKE-projektets skizofrene strategi, ifølge hvilken konklusionerne, så snart deres præmisser udfordres, skænkes støtte ved moraliserende anskrig – snart mødes udfordreren med guvernantens formaninger: ”Hvor vover De? De mener måske ikke, at sorte liv har værdi?” osv. osv.

(En ny variant heraf: ”Det har jeg simpelthen hverken tid eller kræfter til at uddanne dig i”. Implikationen er den, at tilværelsen i en given offerkategori er af så nedslidende art, at man ved utilstedelige spørgsmål og uenighed – hvilket ofte vil sige spørgsmål eller uenighed overhovedet – bidrager til denne nedslidning og således slutter sig til de generelt nederdrægtiges rækker.) 

Det er min egen klare overbevisning, at et menneske, der virkelig brændte for sin sag, ville have fundet mere medrivende anvendelse til 150 sider. 

DiAngelo er corporate advisor. Stillingsbetegnelsen burde være rigelig advarsel, hvorfor det kan undre, at selvbestaltede antikapitalister viser sig så modtagelige overfor hendes ævl: Hendes funktion er, når alt kommer til alt, at smøre produktionsmaskineriets hjul (og fore egne lommer i processen).

Hun skriver og tænker som en person, der intet kendskab har til litteraturarven, hvilket, set i lyset af WOKE-bevægelsens ekspurgering af pensumlister og dens udtalte fjendtlighed overfor kunst overhovedet, varsler ilde (værker vurderes i forhold til deres harmoni med bevægelsens dogmer, og dømmes ved afvigelse usunde og anstødelige).

Får skrigballonerne ret til det sidste, vil verden altså sygne hen og dø, en proces længe undervejs, men accelereret proportionalt med udvidelsen af den teknologiske infrastruktur og systemets øvrige forfladigende indvirkninger – såsom nævnte bevægelse.

Det er en verdensdød, der finder sted ved en sprogets tiltagende indskrænkning af, hvad vi kan sige og tænke. Altså en sprogdød, der forestås ved visse personers fanatiske håndhævelse og almuens skikkelige knæfald. Foruden truslen om udskamning, fyring og vold tæller totalitaristen blandt sine våben disse sproglige blindgyder og Kafka-fælder, og ”white fragility” må af nævnte årsager regnes blandt de mere effektive af disse.

Ikke blot er det umuligt at værne sig imod, og ikke blot besidder det en imponerende ballast til moralsk afpresning, men reducerer endda virkeligheden til en enkelt dimension, hvorfra tanken kun med mod og mandshjerte – det vil sige uhyre sjældent – undslipper.

Disse ord er lænker og spændetrøjer, deres udbredelse forstemmende, endskønt ganske forudsigelig.

Den åndelige nekrose, der indfinder sig ved livet i slige lænker, udstilles til fulde i DiAngelos bog. På spørgsmålet, ”hvem er den skrevet til?”, må svaret derfor lyde ”til den allerede overbeviste eller underkuede”. Der skal et massivt socialt pres til, før en tekst af så ynkværdigt ringe kvalitet vil blive mødt med andet end kollektiv hån, endsige finde villige udgivere.

Læs den ikke for at ”samle ammunition” til diskussioner med de fascister, du til hverdag må trækkes med (næppe gives mere ørkesløse sysler), men som illustration af det tunnelsyn, der med skråsikkerhed og bekræftelsesiver opstår, og således af den løgn, vi for tiden bliver tvangsfodret fra alle sider.