Andet ligsyn
En kronikør skriver i Information: ”Det er en myte, at døden giver livet mening” – bedre at leve under illusionen aldrig at skulle slippe det.
Kun med denne fiktion afværges nemlig handlingslammelse, hvorfor mennesket ville være ilde stedt med andre, mere verdensnære fortællinger.
Skønt skribenten vel kan bifaldes at nærme sig denne sandhed, at vi i dag har de mest infantiliserende gøglebilleder behov, må han dog i lige mål revses for ikke selv at skue hinsides den liberalistiske hoppeborg.
Det kan i denne forbindelse bemærkes, at mennesket trods betragtelig indsats for ikke at forholde sig til døden, er sunket til et stade af nærmest ufattelig indolens og letargi. Kostplaner, fitnessprogrammer og kosmetisk kirurgi er blot få af de udtryk, dødsbenægtelsen finder; og mens vi falder over hinanden i vores søgen efter det nye, efter the right ticket – måske kybernetisk udødelighed – formørkes blikket for skriften på væggen: Døden er allerede indtruffet.
På civilisatorisk såvel som personligt plan er den hastigt kommet krybende, og sjældent har disses gensidige påvirkning af hinanden stået klarere. Det indolente og letargiske menneske avler indolent og letargisk kultur – det vil sige ingen kultur overhovedet.
Så meget for at undgå ”handlingslammelse”.
Hvad angår kronikørens beklagelige nærsyn, kan også andre forhold påpeges, forhold, der naturligvis berører kulturens dvaskhed.
Som for så mange andre, opvokset med den bondeideologiske vuggevise i ørerne, er det ham utænkeligt, at andet end lammende rædsel skulle fylde den, der stiller sig undergangen i sigte; dette i en sådan grad, at et liv skærmet mod erkendelsen af det organiskes processer bør efterstræbes indtil sidste øjeblik. Visheden om det begrænsede antal hjerteslag og åndedrag kan hverken motivere eller mødes med oprejst pande, the yawning grave ikke nærmes med værdighed – og da slet ikke ilende skridt – men må tilsløres af blødt lys og antirynkecreme.
Dette verdensfjendskab kunne måske tilgives, såfremt det begrænsede sig til døden, hvilket det selvfølgelig hverken gør eller kan.
Så fundamental en betingelse er forfaldet, at dets manglende plads i supermarkedsgængerens verdensbillede vil bevirke alvorlige konsekvenser for hans adfærd – blandt andet en opblæst selvfølelse og negligering af hans plads i den større sammenhæng. Men en sådan opfordring – til livet levet svøbt i betryggende løgn – er ikke blot en opfordring til fortrængning af dette tilværelsens måske mest grundlæggende forhold, men en implicit blåstempling af de mange øvrige palliative sværmerier, det eksistensløse liv har at tilbyde patienten.
”Kærlighed uden køn” forkynder reklamestanderen, og vi tipper videre ud ad tangenten.
Pyntetossede træk-op-dyr nikker med for at vise deres værd – det er os åbenlyst, at biologien ingen en rolle spiller, at genetik var en nazistisk vildfarelse, vi heldigvis har brudt med.
”Bæredygtig vækst”, ”grøn energi”, ”frihed, lighed og broderskab”.
Det klagende og knagende legeme slår vildt omkring sig i dødedansens sidste trækninger, vildt og lovgivende. De, der vægrer sig ved at nikke med, udskældes og afsondres efter behov.
Muslimen, jøden og – mere overordnet – manden og kvinden er alle utidssvarende størrelser, der bare har at lade sig omforme eller gå udryddelsen i møde.
Antidemokratiske, åbenmundede og på anden vis afvigende elementer kan således fængsles eller på anden vis lades rådne op – ”børnenes statsminister” og udvidelsen af straffelovens rammer synes blot forvarsler om, hvad vi har i vente.
Blandt de øvrige hersker intet kød, intet køn, intet noget som helst, med undtagelse af den indædte tro på, at det ikke forholder sig sådan; på at verden bliver større og større omkring os, som hver næste generation, i overensstemmelse med ”udviklingens” jernlov, vokser den forrige over hovedet.
Mens århundredets Historie, for en stund endnu, skrives med peperonifedtede fingre over touch-screen’ens flade, vil vi i det følgende bringe optegnelser fra antikulturen og infrastrukturen, der muliggør spilfægteriets varen ved. Vi vil se på de knapt så frigørende konsekvenser af nævnte fiktioner, på hvordan den herskende tro udelukkende tjener det herskende.
Skønt skribenterne har visse indstillinger tilfælles, bør deres tekster læses hver for sig og ikke som udtryk for en overordnet party line. Uoverensstemmelser kan og vil forekomme, fra den enes skrift til den næstes, men vi hilser dem velkomne ud fra noget så højtideligt som ønsket om den fri tankes udbredelse – voksede velkomstiveren sig blot antydningsvist større, ville meget være vundet.
-Jacob Herning 29. april, 2021