Velkommen

Første ligsyn

Tanken bag dette projekt var som udgangspunkt en anden, end her skænkes form.

Således håber jeg i næste omgang at kunne bringe tekster, der afviger fra dette nummers temakreds – endskønt de fleste af menneskelivets aspekter vel relaterer hertil.

Begivenhederne har det dog med at tvinge ens hånd, hvilket i særdeleshed er tilfældet med den seneste tids. Således kredser dette nummer om den i Vesten tiltagende totalitarisme, motiveret af rørelserne på den anden side af Atlanten.

At riplerne fra disse har nået danske kyster, burde være til at se – i det mindste for de, der endnu har øjne i hovedet.

Mange iblandt os – og åbenbart endnu flere blandt de snakkende klasser – nærer fortsat det liberalistiske evighedshåb, den vesterlandske indfødsret. Hvordan forklares ellers den udbredte forestilling om en tilbagevenden til normale tilstande oven på Trump og Corona? Tilstande kendetegnet ved økonomisk og teknologisk fremskridt uden grænser samt – i tiltagende grad – ved en energisk ungdoms opgør med sexisme, racisme, homofobi und so weiter, en fremadrettet kamp under ”identiteternes” faner.

At Vesten allerede i årtier har haft blindgydens endevæg i sigte, må imidlertid være indlysende for enhver på nær de mest ildhu fanatikere og søvnigste bønder. Hvad dette fortæller os om fornøjelsen, der bredte sig over Danmark, som Trump blev sat på porten, er ikke småting. Danskeren er vanen tro på magtens side. Det er trods alt det mageligste, mest beroligende ståsted. 

Det had til afvigelse – i al fald menneskets – der kendetegner WOKE-bevægelsens skrigeballoner, et had, der finder udtryk i rutinemæssige defamationer, offentlige bodsgange og voldelige overfald, har tilsyneladende dybe rødder. Ikke blot har de liberalistiske kernesyrer, hvoraf vort nu rådnende samfundslegeme i sin tid vævedes, ladet troen på fremskridtet nedarve, det dertil knyttede puritanske nag har tilsyneladende også sat sig fast.

Synet af de usalvede horder i den amerikanske Capitol-bygning sender en velvillig gysen gennem den rettroende. Der gispes forfærdet ved krænkelsen, imens øjnene, på jagt efter bekræftende miner, piler omkring – en betryggende assistance, der aldrig er længere væk, end vores evne til at medløbe tillader.

At denne episode vil udnyttes så langt ud i fremtiden, cirkusset tillader, er ligeledes åbenlyst. Allerede i skrivende stund har Biden, med et imponerende fravær af skamrødmen, stemplet de indtrængende fjolser ”domestic terrorists”, ”a threat to our great democracy” – røgen fra Rigsdagsbranden værfers ivrigt omkring, som fjenden dæmoniseres, overvågningen og censuren intensiveres.

Problemet med bevægelsen er naturligvis ikke udelukkende, at tidens egentlige udfordringer ignoreres i forargelsens navn, men at roden til disse i samme ombæring styrkes. Dens skadevirkning består ikke primært i dens bedøvende indflydelse på tilhængernes hjerner, men i de trætte og kujonerede omgivelsers acqviescens og verdens herpå følgende umenneskeliggørelse.

Skulle alt dette slå læserne, der sikkert kun eksisterer i mit hoved, som usammenhængende Hickhack, håber jeg dog, at I i det mindste vil blive hængende, imens jeg forsøger at stykke tingene udførligere sammen.

Jeg ved det godt: I disse tider er dette ikke så lidt at bede om.

Da de kommende år ser alt andet end trygge ud, kan vi dog med fordel vie tid til overvejelse af situationen – hinsides slagordene. Hvem ved? måske endda lade overvejelserne omsætte til handling.

         -Jacob Herning, 9. januar, 2021