Round Two?

Round Two – på vej mod tredje Verdenskrig?

  ”The blend of idealism and egoism is a potent combination.”

Zbigniew Brzezinski

”Fascisme, racisme og feminisme er ikke ideologier, de karakteriserer en mennesketype. Og så længe vi lader os intimidere af den, vil vi leve i Salem og tro at leve i Jerusalem.”

Erwin Neutzsky-Wulff

     Det fascistiske begrebsapparat vokser, overfladiske variationer til trods, altid ud af liberalismens og det teknologiske massesamfunds logik. Effektive bliver disse ideer dog først, når håndhævet med tilstrækkelig ildhu – frygten er afgørende for frugten.

At visse iblandt os bærer den for den sociale steppebrand nødvendige gnist, og at de fleste øvrige kan lignes ved den udtørrede vegetation, synes bekræftet af Historiens nedslående register.

Omtalte mennesketype, der fra Salem til Nürnberg til Portland har fundet alibi i offerets fortælling og næring i andres føjelighed, kan skam være udmærket selskab. Jeg kender selv op til flere eksemplarer. Det gør læseren også. De er opportunister af varierende narcissistisk og psykopatisk tilbøjelighed: til tider den forfærdede medborger, der ringer trusler til den pædofiles hjem, til andre en mere kalkulerende størrelse, men har intet med Ondskab at gøre.

Dette mindsker dog ikke faren, vi står overfor, og fritager på ingen måde individer – de iblandt os, der besidder modstandspotentialet – for ansvar.

En artikel i Washington Post demonstrerer omtalte underkategoriers gensidige afhængighed.

Dels har vi forfærdelsesfetichisten, Megan Barry, ”a marketing professional, who identifies as white”, der, efter Trumps tyranniske beskyttelse af føderale bygninger i Portland[1], følte sig kaldet til protesterne i Seattle.

“After seeing what happened in Portland, I feel it is important to put my body on the line”.

Og dels har vi i Washingtons guvernør, Jay Inslee, et eksempel på den mere kyniske variant, her i et af de ”tweets”, der sendte tusinder som Megan Barry på gaden:

“For a month, the President threatened to send federal forces to ‘clean up’ Seattle. … The President has made good on his threats in Portland, and continues to exacerbate the situation on the ground, endanger communities, and jeopardize the work of local officials”.

Demokraterne udnyttede således skamløst den virak, de ved vedvarende racesvindel og anden obfuskering var medansvarlige for – samarbejdet med borgerpressen og ejerne af den informationsteknologiske infrastruktur viste sig som bekendt uhyre effektivt.

At den økonomiske elites åbenlyse klassekamp ikke fremstår som sådan, er en funktion af de fascistiske massemediers offerdyrkelse og tegneserieagtige karikeringen af begivenhederne; et propagandavirke, der fremgår tydeligt af nævnte artikel (men som er så allestedsnærværende, at enkelteksempler truer med at lade dets omfang fremstå mindre, end det er).

Proletariatets uregerlighed må straffes hårdt, en impuls, der i tiden op til præsidentvalget bevirkede stadig mere afstumpet retorik og vold.

Således Seattles demokratiske borgmester om de hvide mandesvins præsident:“(T)extbook despotism”, og Portlands samme: ”(A)n occupying force”.

Ressentimentet opildnes og udnyttes ikke blot af regering, men også af forretning – hvis et skel da overhovedet kan trækkes. 

Et træffende eksempel finder vi i Time Magazine, hvor Melinda Gates erklærer at have øremærket en milliard dollars til fremme af kønsligestilling, bekæmpelse af ”harmful gender norms” og chikane. Øjeblikket er nu, og de foregående års triumf har bragt os til det:

”We are right to be outraged. But we’re also right to be optimistic. Americans are no longer willing to accept the glacial pace of change – and I feel lucky to be alive at a time when we no longer have to.”

Slukker vi kortvarigt for vores hjerner samt ser bort fra det temmelig uheldige valg af adjektiv – snart kan fruen skam glæde sig over intet ”glacialt” overhovedet – er det svært ikke at blive revet med. Ganske vist nævnes her kun amerikanere, men vi kan vist være helt rolige, idet kvinder i tusindvis kan se frem til frigørelse på gemalens nyanlagte fabrikker i Vietnam og Thailand (hvis altså ikke vandet når dem først).

Forekommer forbindelsen en anelse søgt, kan vi passende spørge os selv, om ikke det pludseligt øgede fokus på race, køn og seksualitet, netop som borgerskabet ser dets interesser truet, indfinder sig en anelse belejligt?   

 Pudsigt nok iværksættes svindlen, netop som forstyrrende elementer vinder terræn. Se for eksempel Clintons udfordring af Sanders[2] i 2016:”If we broke up the big banks tomorrow, would that end racism?”

Demokraterne har gentagne gange demonstreret deres tjenstvillighed overfor finanssektoren, ligeledes overfor ”tech”-industrien, og må således anskues som den parlamentariske fraktion af det totalitære rykind, der over sommeren vandt fart i USA.

Beskrivelsen af eksempelvis Melinda Gates’ donation som en opportunistisk udnyttelse af et verserende had, vil sikkert endnu falde mange for brystet. Dette kan undre, for tager vi bestik af udbytterklassens interesser, er det temmelig åbenlyst, hvor presserende et motiv til adfærds- og ressourcekontrol, der virker bag de venlige miner – ikke mindst som situationen ser ud i dag. Man skulle næsten tro, at vesterlandske skolebørn savnede undervisning i bourgeoisiets historie.

Tillige er homogenisering, den nationalsocialistiske Gleichschaltung, en uomgængelig forudsætning for det højteknologiske samfunds beståen, hvorfor det da også er tvivlsomt, at det lejlighedsvise barbari under nuværende forhold kan undgås.

Med demokratiseringen og opgøret med, hvad vi ynder at kalde ”arbitrære styreformer”, teokrati og monarki, etableres nemlig udover et scenegulv, hvor de mest skamløse iblandt os kan føre sig frem, en påstået nivellering af nationalstatens indbyggere: en borger, en stemme og lige ret for loven. Heri ligger gods til den nødvendige ensretning, men også brændstof til den tænkemåde, der senere skulle komme til udtryk i fascismen.

Hannah Arendt beskriver det bedre, end jeg.

”Whenever equality becomes a mundane fact in itself, without any gauge by which it may be meassured or explained, then there is one chance in a hundred that it will be recognized simply as a working principle of political organization in which otherwise unequal people have equal rights; there are ninety-nine chances that it will be mistaken for an innate quality of every individual, who is ”normal” if he is like everybody else and ”abnormal” if he happens to be different.”

Hvorvidt afsky overfor homoseksualitet eller væmmelse ved en sådan afsky opskrives til politisk princip, er sådan set ligegyldigt. Opblæsning af den slags personlige præferencer til administrative programpunkter er i hvert et tilfælde udtryk for denne – med Arendts ord – ”perversion of equality”.

Hvor den manikæiske dualisme accepteres som politisk udgangspunkt, og ”hvem jeg er” som adskilt fra og hævet over, ”hvad jeg gør”, er det da også svært at tage paroler som ”mangfoldighed” og ”plads til alle” alvorligt. Den ubikvøse censur og propaganda, der skænkes næring i en stadig mere vidtfavnende definition af utilstedelig opførsel, taler da også deres eget sprog.

At det nye fjendebillede – den hvide, heteroseksuelle mand – og overdragelsen af præsidentembedet til endnu en krigsliderlig psykopat, i kombination med en stadig hidsigere adfærd overfor den russiske arvefjende, kan vise sig klokkeslaget til anden omgang, til en tredje verdenskrig, hvor vesten igen må smøge ærmerne op til forsvar for egne værdier (læs: liberalistiske – økonomisk og teknologisk ekspansive), er slet ikke utænkeligt. Disse værdier, som tidligere forsvaredes tappert af værnemagten – endskønt Adolf overspillede sin hånd – kendes igen under angreb.

Således falder et tungt ansvar på journalister, kommentatorer og folkevalgtes skuldre; et ansvar for at oppiske tilstrækkelig russofobisk panik, at krigen – såfremt vore behov fortsat ignoreres – kendes ikke blot ønskelig, men uundgåelig – se blot på Ukraine og Baltikum!

Rusland bør, med Zbigniew Brzezinskis ord, lade sig ”draw into a larger West”, en assimilation, man med lidt velvilje kunne forestille sig, provokationerne langs landets grænser har til hensigt at fremskynde.

Som medlemsland af NATO og marionetstat for USA berøres Danmark direkte af fascismens nyvundne momentum. Heldigvis er det let som en leg at bringe et folk uden hukommelse til at glemme – kun et fåtal husker, hvem den ubestrideligt mest aggressive geopolitiske kraft faktisk er.

Derudover består Rusland jo hovedsageligt af valgfuskende, heteroseksuelle og bøssehadende cis-mænd – i modsætning til tidligere tiders bolsjevikiske jøder – hvorfor næppe en tåre vil fældes, såfremt sprænghovederne begynder at flyve – med lidt held vil ikke vores familie krepere i infernoet, men efterlades en tør plads på de selvlysende ruinmarker.

Under den millimetertynde skøris af borgerlig anstændighed – begreber som frihed, lighed og fornuft – dvæler en afgrundsdyb nihilisme, som egoismens tunge fødder for tiden åbenbarer. Bevares, vi vil skam fortsat lire remsen, og da sikkert også tro den – blot en af de vage abstraktioners mange fordele.

Presse, politikere og forretningsfolks fælles budskab er afslørende. Under borgerskabets dominans synger alle som med én hals, idet det teknologiske kompleks – den egentlige hersker – gradvist eroderer dets magt og samfundet overhovedet.

På grund af enigheden og værdierne, om hvilke enigheden drejer sig, bør den seneste tids tøjeri – beskrevet både her og andetsteds i hæftet – tages til grundigere efterretning, end snakkehovederne lader formode.

Af bourgeoisiets verdensbillede vokser den mest hysterisk pladskrævende adfærd nogensinde – så meget desto værre givet den teknologiske udvikling. Funderet, som det er, på selviskhed, rene spekulationer og trosartikler løsrevet en hvilken som helst forståelse og respekt for fremmede tankegange, må grænserne for, hvilke uhyrligheder det fører med sig, sættes udefra – købmændene sætter dem så sandelig ikke selv.  

”We are right to be outraged. But we’re also right to be optimistic. Americans are no longer willing to accept the glacial pace of change – and I feel lucky to be alive at a time when we no longer have to.”

Bild dig nu ikke ind at leve i Jerusalem.


[1]  Idet den demokratiske borgmester i næsten to måneder havde forment byens politistyrke at skride ind overfor vedholdte angreb.

[2] Meget passende blev kandidatens tilhængere i den borgerlige presse navngivet ”Bernie-bros”.