Gammel vin, 5.del

Konsekvenser

Jeg har i ovenstående ikke tøvet med at benævne rørelsen fascistisk. Jeg finder, grundet fremsatte overvejelser, begrebet passende.

Den forståeligt skeptiske læser har indtil nu holdt følgende i baghovedet: Er bevægelsen anti-racistisk? socialistisk? tillader den afvigende synspunkter?

Positivt svar på blot et af disse spørgsmål ville skyde hul i påstanden, at det politisk korrekte korstog kan beskrives som foreslået. Men kan vi med fuld overbevisning give et sådant?

Lad os opsummere:

Begreberne ”white fragility”, ”microaggressions” og ”whiteness” er stempler, hvorunder tilværelsen hamres flad ud i det endimensionelle. Som udgangspunkt opskrives racisme til en synd så arg, at mistænkte så vidt muligt bør forhindres i at brødføde egne børn, hvis ikke ligefrem lynches i gaderne. Dernæst bistår nævnte begreber en så stor udvidelse af syndens område, at hvert et hvidt menneske kendes skyldigt i at betræde det. Anti-racistisk?

 Bevægelsen lever i kraft af dens politiske ekspediens. Spredning af budskabet gennem den økonomiske elites højtaleranlæg er den primære årsag til dens nuværende momentum. Igen gør vi klogt i at fokusere på rørelsens funktion snarere end repræsentanternes udtalelser, dette endskønt feminister og såkaldte anti-racisters kværulans – ikke over ulige fordeling klasserne imellem, men over den utilstrækkelige repræsentation af visse identiteter i højtstående stillinger – er ganske sigende.

I sin bog indskærper DiAngelo sågar det fundamentalt racistiske (hvilket, som anført, ud fra bevægelsens logik blot er et andet ord for syndige) i et fokus på klasseanliggender frem for race. Socialistisk?

Hvad angår bevægelsens tilgang til modstridende meninger, synes flere eksempler en anelse overflødige. Se dig omkring.

Hvilke vil konsekvenserne blive?

Naturligvis er de præcise følger af det igangværende cirkus mig ikke bekendte. Dette er en vigtig del af pointen: Store indgreb i et komplekst system vil have utilsigtede og sikkert dramatiske virkninger. Fascistens ensrettende aktivitet må således betegnes dybt uansvarlig.

Et praj om, hvilken retning, vi bevæger os i, kan måske findes ved et kig på den tidligere omtalte ”Implicit Association Test” (IAT).

I tillæg til de udvundne datas tvivlsomme kvalitet, kunne meget nemlig tyde på, at selve processen kan have negative følger.

En artikel i det ellers sympatiserende The Guardian sætter således:

“A Canadian neuroscientist, Jacquie Vorauer, looked at the impact on interactions between white and aboriginal Canadians. Before meeting, some white participants took an IAT focused on attitudes towards aboriginal people, and a control group took a non-race IAT. Afterwards, the aboriginal participants in the race IAT group reported feeling less valued by their white partners, hinting that alerting people to their supposed biases could make them unusually cautious or inhibited.”

Vi må selvfølgelig indrømme, at vores tidligere indvendinger, hvad opstillingen angår, også kan fremsættes her. Ud fra vore mere generelle overvejelser af menneskets adfærd bør et sådant udfald dog ikke overraske: Stigmatisering, korrektion og social afvejning vil nærmest uundgåeligt påvirke den tilpasningsivrige organisme, hvis overlevelse afhænger netop af dens evne til at konformere, massemenneskets forbandelse.

Neurologen Lasana Harris giver antagelsen medhold og fremsætter, at denne fiksering på påståede fordomme kan afstedkomme social paralyse.

“It’s like trying to have a conversation with kids present. All this noise going on in your head and you can’t just chat.”

At mennesket bevæger sig mod en stadig lysere fremtid, er som bekendt og nævnt en hævdvunden liberalistisk trosartikel. Påstanden er dog mildest talt bestridelig. Milliarder af liv afhænger i dag nødtvungne af en verdensøkonomi, der permanent balancerer eller direkte nedstyrter fra den næste krises rand, alt imens den smadrer vores eksistensgrundlag og reducerer os til savlende produktionsenheder. Til trods for den alarmerende distribution af menneskeskabte katastrofer og systemets tiltagende skrøbelighed skrider ingen dog til afgørende handling. At ”vi” med tiden ”bliver klogere”, som det i Politiken anføres af en talsmand for Kunstakademiets fascistaktivister, bliver altså hastigt vanskeligere at binde andre end de frommeste lam på ulden.

Desværre hersker ingen mangel på disse, hvorfor MeToo og BLM let sælges som tegn på dette påståede fremskridt – akkurat som tidligere tiders fascisme.

Mens det da er beklageligt, at et fåtal hvide mænd fremturer direkte svinagtigt, forårsager den offensive pænhedsvigilans desværre ikke blot tilsløring af det refererede systems drivende mekanismer, men stækker tillige en spontanitet og en handlekraft, der ikke blot er uundværlige i standen mod reel undertrykkelse, men essentielle dele af et fungerende, omstillingsparat og menneskeligt samfund. Dette er tilfældet, idet massemennesket, hvor mentalhygiejnen holdes ved, som adfærdsbegrebet lader antage, og IAT’ens komplikationer synes at bekræfte, vil stikke den sikre, stramme og uanstødelige kurs.

Slige indgreb, udført i en sådan størrelsesorden, vil sagt på en anden måde lede til mere end blot akavede samtaler.

Liv smadres altså ikke kun ved nævnte heksejagts akutte konsekvenser, men i længden også af undertvungne impulser og manglende handling. At bevægelsens eksponenter forestiller sig, at noget så fundamentalt som aggressivitet – det vil sige al anden end den af systemet sanktionerede – frit kan vælges fra uden potentielt katastrofale følger, skriger med enorme bogstaver om nævnte uansvarlighed.

I lighedens og tryghedens navn truer den fortløbende adfærdsregulering således med at udslette afgørende tilbøjeligheder, med passivisering til følge, netop som behovet for handling er allermest tvingende.

Vi finder det fristende at tolke en sådan sterilisering som fremskridt, hvilket da heller ikke ville være helt ved siden af.

Med den totale domesticering af menneskedyret vil maskineriet nemlig – såfremt vi ser bort fra klimakatastrofens uomgængelighed – kværne ubesværet videre, nu blot med mere velsmurte og tilpassede tandhjul. Og på sin vis er denne kværnen det eneste, vi taler om, når vi taler om fremskridt – om vi ved det eller ej, er en anden sag.

Som tilfældene Google, Facebook og Twitter indikerer, er det for fascismen karakteristiske ægteskab mellem hob og kapital allerede indgået. Hvor vederstyggeligt afkommet vil blive, er vanskeligt at sige, men at en vis opbygning af modstandskraft bør tilstræbes, kan næppe betvivles. 

Som vist er der i bevægelsens begrebsapparat ingen stopklods for, hvor langt definitionen af sexisme, racisme, homo- og transfobi kan strækkes.

Kombineret med offerets særstatus i den nuværende terapikultur er dette et socialt våben, der i de rette hænder vil afstedkomme totalitære tilstande. 

Skifter vindene en anelse kan det dog tænkes, at en konkurrerende version af samme vil skænkes fortrin. Oceania har som bekendt altid været i krig mod Eastasia.

Således kunne for eksempel en væbnet konflikt tænkes at kræve en – om end midlertidig – opdyrkelse af de til formålet bedre egnede adfærdsmønstre.

Og hvad sker der så – altså, såfremt den ”hvide”, ”maskulistiske” kontrafortælling vinder momentum? Hvad vil følgerne blive på racebegrebets genvundne stuerenhed i politisk samtale?

At de vil kunne udnyttes til systemets fordel, synes ganske åbenlyst – rolige tider går det trods alt ikke i møde.

Om du tilslutter dig hver eneste påstand fremført i det ovenstående, er i skæbnetimen mindre vigtigt. Blind må du dog være for ikke at se situationens alvor.

Nærværende tekst, der vel kan lignes ved en hvisken i en orkan, er en opfordring til at modsætte sig den moralske afpresning, bevægelsen udfører, og ikke tiltænkt den, der hviner med svinene. Henvendt er den til hende og ham, der mærker kvalmen ved at være omgivet heraf, en følelse, jeg kun er alt for bekendt med.

Tag kvalmen med på råd.