Gammel vin, 4.del

The insatiable memory hole

Den fortløbende hundetræning, der bedrives i amalgamet af politiske, retslige, sociale og sågar private anliggender – den pærevælling, som under økonomiens diktatur benævnes samfund – har altså bragt os hertil, en proces, der stadig møder modstand, hvorfor tilsvining, Berufsverbot og vold endnu tages i brug.

Som pensumlisterne skurres yderligere rene, og propagandakanaler som NYT, CNN, Politiken og Information, holder massen behørigt informeret, vil genstridigheden givetvis blive mindre. Med mentalhygiejnens fuldbringelse ville den lejlighedsvise skueproces da sikkert også kendes tilstrækkelig – risikoen for en aggressiv og tilsvarende idiotisk reaktion synes imidlertid overhængende.  

Som oftest begrundes censuren under henvisning til grimme ord. Ikke sjældent er der dog tale om forfattere, hvorom MeToo-relaterede rygter svirrer. De anstødelige værker er selvfølgelig også af ældre årgang og således per progressivistisk definition mindreværdige når sammenlignet med nyere.

Erstatningen er altid et af hoben blåstemplet værk: pæne offertekster begået af forfatterinder, hvis kvalifikationer foruden det tofoldige x-kromosom ikke sjældent tæller homoseksualitet og mørkere hud, i udmærkede tilfælde personlige erfaringer med svinagtige mænd.

Således viger troglodytter som Joseph Conrad og D.H. Lawrence samt grissefy som David Foster Wallaces pladsen for en rent og sundt lesbisk tegneserieforfatterindes navlepilleri – dette er faktisk tilfældet på Yales litteraturkurser.

Ganske sigende er argumentet blandt de få studerende, der opfordrer til fortsat at tilgå tabuværkerne, det, at man, såfremt de udelodes helt, ville få sværere ved at diskutere i klassen, hvordan noget menneske dog har kunnet udvikle sig så rædselsfuldt, som deres ophavsmænd indlysende må have gjort.

På dens teoretiske grundlag følger logisk bevægelsens praktiske afsky for empiri.

Ligesom nazismens raceteorier kun efterlod sparsom plads til egentlig videnskab, bevirker den nuværende fascismes prioritering af offerets oplevelse af at være offer en automatisk afvisning af de, der måtte efterspørge yderligere retfærdiggørelse for dens handlinger. Ikke blot er det racistisk at søge understøttende data for en given konklusion, den videnskabelige metode er i sig selv suspekt! Argumentation viger med andre ord pladsen for intimidation.

Bevægelsens afhængighed af fabrikeret fornærmelse og ufalsificerbare koncepter – prokrustessenge såsom ”hvid skrøbelighed” og ”mikroaggressioner” – fordrer netop en sådan fjendtlighed overfor iagttagelsen, samt overfor de, der endnu måtte søge at dømme derudfra.

Således har hashtagget ”CancelSTEM” sommeren over været flittigt cirkuleret[1].

Tanken er, at ræsonnement baseret på iagttagelse er en eurocentrisk tilgang til vidensdannelse og således, per intersektionel definition, racistisk, sexistisk, trans- og homofobisk. Den yderste konsekvens af kampagnen for ”afkolonisering” af universiteterne vil således være nedlægning af ethvert fakultet, hvis fagområde ikke lader sig forme efter fascisternes behov, hvilket ser ildevarslende ud for de egentlige videnskaber.

På tilsvarende vis dømmes nu også kravet om sprogbeherskelse suspekt. Til eksempel har universiteterne Columbia og Rutgers gjort op med mere racistiske tiders prioritering af grammatisk korrekt sprog. Selv Phd.-afhandlinger vil for studerende på Rutgers underlægges mindre strikse krav, idet ”inklusion” og ”mangfoldighed” prioriteres på den klare tankes bekostning – en åbenlys indsnævring af den hvide mands domæne.   

Løbende retoucheres fascistens verdensbillede takket være institutioner som Google, Microsoft og Facebook samt af smiskende politiske partier. Universiteternes dimittender finder ansættelse ved den samme type organer, og opstregningen fortsættes uden besvær.

Den horisontale spredning fra den akademiske petriskål til andre samfundsbærende institutioner er i USA nærved total, og Danmark følger vanen tro søvnigt efter.

Det er i denne sammenhæng interessant at bemærke, at det akademiske proletariat netop ved den udvidede definition af uhøvisk adfærd skaber tiltrængt beskæftigelse for sig selv.

Dets medlemmers usikre situation efter afsluttede studier ansporer formentligt – i al fald delvist – deres pøbelagtige ressentiment, en situation, der dog afhjælpes ved grundlæggelse af en veritabel forfærdelsesindustri.

Skulle skolegangens indoktrinering ikke strække til, er der således altid den støt voksende HR-afdelings moralske afstivning. En sådan forestås blandt andet ved såkaldt ”Unconscious Bias Training”[2], en tegneserieagtigt eksplicit adfærdkontrol, i hvilken sammenhæng en ”Implicit Association Test” udføres og eventuelle fordomme, under kyndig vejledning, søges afsløret og ”aflært”.

I en af prøvens variationer (der testes individuelt for enten race-, køns- eller seksualitetsrelaterede fordomme) instrueres den testede i at gruppere ”karriererelaterede” ord såsom ”løn”, ”kolleger” og ”konference” med maskuline navne og ”familierelaterede” såsom ”børn”, ”bryllup” og ”forældre” med feminine. Grupperingen finder sted med et tryk på en af to knapper, og den testede bedes reagere så hurtigt som muligt.

Dernæst skifter den påbudte kategorisering, og de begreber, der i testens første halvdel skulle sorteres med maskuline navne, sættes nu med feminine og omvendt.

Skulle en uønsket reaktion finde sted, kvitteres med et ”forkert!”, rødt X eller lignende. Summen af disse reaktioner fortolkes som indikerende enten ”slight”, ”moderate” eller ”strong” bias.

Testen, hvis held til kvantificering og måling af egentlige fordomme er åbenlyst tvivlsom, danner derpå grundlag for eventuel fremadrettet afretning: workshops, samtaler, ”meditation” og så videre.

Alene forsøgsopstillingens mængde af ukontrollerbare variabler burde lade ane, at udfaldet næppe fortjener lid lagt til sig, og var dette ikke nok, etablerer en fremgang som den anførte i sig selv et ”problematisk” neurologisk adfærdsmønster[3].

Den implicitte fortælling er, som så ofte før, en om syndige og frelste. Hvor sidstnævnte ophøjes, tugtes synderen – der dog, som den seneste tid har demonstreret, kan opnå frelse, eller i det mindste aflede hobens vrede, ved at vende sig imod andre lastefulde (”if you see something, say something” – og så afgør vi ellers, hvad ”something” er along the way).

Det moderne menneskes søgen efter en skurk at skyde skylden på, en tendens, der ville være ynkværdig, var den ikke så skide farlig, har med informationsteknologisk ståbi øget trykket om en i forvejen gispende hals – dets egen. Mere end af den afstumpende jagt på den skyldige, kvæles vi dog nok af frygten for selv at blive påduttet rollen. Dette er forfærdelsens logik og den moralske afpresning, der hermed følger, for fuld og tvingende udblæsning.

Truslen om fyring og offentlig udskamning lurer overalt. Universitet og arbejdsplads er et minefelt af mulige overtrædelser, hvis udførsel og et par velanrettede klik kan kaste os lukt i den digitale gabestok.

Det kan næppe undre, at bebrejdelseslisten, hvor fordømmende virulens er proportional med social accept, vokser sig længere og længere. Eftersom punkterne på listen dikterer ikke blot vores daglige adfærd, men også kriterierne for, hvad Twitter, Facebook og Google med glat eufemi benævner ”content moderation”, er påvirkningen nærmest umulig at undslippe.

Herved etableres et lukket og selvkørende system, en kravlegård af en verden, hvor fronterne er klart trukket op, fuldkommen som i eksempelvis antisemittens. Jo tak, de legende smider skam om sig med warm fuzzies – ”mangfoldighed”, ”tryghed”, ”inklusion” – samt betryggende voksensnak – ”nuancer”, ”gråzoner”, ”dialog” – men under deklamationstemata lurer altid en Terminatorlignende ubændighed: Der er kun én vej!

At selvstændig tanke skulle kunne overdøve et sådant bombardement, er i de fleste tilfælde tvivlsomt.

Hvor indoktrinering i en sådan grad og med en sådan frekvens finder sted ved rene automatfloskler, er det endda – sagt på tilskærpende vis – usandsynligt, at noget hen efter kognitiv dissonans vil finde sted, dette på trods af de mange tilfælde af double think, som præger projektet.

I sådanne floskler stivner nemlig tanken, hvorefter de ved endeløs gentagelse i klasseværelset, debatindlægget og kommentartråden lader den erstatte med deres blotte reaktionsstimulerende ordlyd, hvorfor massens ”overbevisning” da også nemt kan justeres ved senere substitution.

Når dette først er indtruffet, er den kognitive aktivitet næppe stor nok til at afstedkomme mislyd.

Tankeløshed som denne beklemmer først, når den afsløres, et øjeblik, der, takket være kommunikative feed-back-loops, sjældent vil indtræffe, og da slet ikke for den sande fanatiker. Vi konfronteres igen med et af fascismens – qua hysteri på analysens bekostning – nødvendige karakteristika: anti-intellektualismen.

Intet argument kan gennemtrænge hyl om ”rape culture”, ”toxic masculinity” og ”white fragility”, den vantro visner for offerets blik, og yderste konsekvens af denne sprogdød er da også en braklægning af selve modargumentets grobund – hvilket naturligvis vil få indflydelse på et uoverskueligt antal af tilværelsens øvrige områder.   

Det systemets drev mod Gleichschaltung, som bevægelsen er udtryk for, kommer for tiden til udtryk først og fremmest i den mængde spalteplads og sendetid, der vies identitetspolitiske anliggender. At dette i en samtid, hvor informationsteknologi har afløst egenerfaring, vil forme modtagerens virkelighedsopfattelse, er ubestrideligt.

Vi kan indvende, at dette er en grov undervurdering af den moderne vesterlændings kritiske sans, i hvilket tilfælde vi må spørge, hvorfra denne sans stammer? Fra læreanstalter, hvis funktion kun af de mest forbenede naivister kan tænkes løsrevet produktionsapparatet, der holder dem kørende? Fra politikere, der opflaskes med det samme underordnende verdensbillede som enhver anden? Fra venner og kolleger? Fra internet, TV og avis?

Men hvad med menneskets gudgivne nysgerrighed og skepsis?

Her må vi naturligvis medgive, at et vist potentiale til modstandskraft findes. Uheldigvis synes disse egenskaber, hvis eksistens ikke kan benægtes, hos den overvejende del af befolkningen undertvunget den massemedierede kommunikationsmængde – hvis vi ”erfarer” noget, er det billeder og tekst på en skærm. De omtalte reflekser betinges således i overvejende grad af kapitalejede medier, med ensretning til følge – i det mindste for en stund endnu.

Her må vi ikke overse, at en vis refleksivitet er på spil: Tv-kanalernes programflade og avisernes artikler afspejler på samme måde, som seerens og læserens verdensbillede genskinner det sete og læste, publikums forventning hertil – and around we go, hånd i hånd i den nedadgående spiral.

Liberalistens overvurdering af menneskets fornuft er en tro, der i nuværende situation danner risikabel forening med den tilsvarende tro på historisk fremskridt

Fremsatte aktionsformer er blot en del af det overordnede projekt, uundværligt værktøj for dets gennemførsel, men også afgørende for dets med tiden uundgåelige kollaps.

At vi undervejs mod den totale fragmentering af det moderne vil få vind i sejlene fra detonerende brintbomber, synes ikke utænkeligt. Med høgene tilbage i det hvide hus og Vestens intensiverede propagandaindsats mod den russiske arvefjende ser det ikke lovende ud.


[1] STEM er det amerikanske undervisningssystems akronym for Science, Technology, Engineering and Math.

[2] Denne behandling er i stigende grad standard og obligatorisk for ansatte i flere brancher, heriblandt finanssektoren og ”tech” samt hos diverse mediekonglomerater.

[3] Sagen er selvfølgelig, at den testedes hjerne skyndes til opvisning af netop de fordomme, der søges afsløret: Tryk tilstrækkelig mange gange på knap X, når du ser navnet ”Mark” eller ordet ”kollega”, og knap Y ved navnet ”Julie” eller ordet ”hjemmegående” – hvilket for en kortvarig virkning ikke er særlig mange – og et reaktionsmønster tager form, en opvisning af din hjernes tilbøjelighed til mønstergenkendelse.

Man kunne fristes til at mistænke Harvard, der på deres hjemmeside tilbyder testen (for enhver, der måtte ønske indsigt i egen nederdrægtighed) for tendentiøse hensigter, idet resultaterne indsamles og lagres til senere statistisk analyse – mon ikke en beklagelig tendens til sexistisk bias vil blive afsløret?