Gammel vin, 3.del

Savlende køtere

Den konventionelle opfattelse af mennesket er en af et tofoldigt væsen, såvel bevidsthed som krop. Kroppens bevægelser, menneskets adfærd, determineres i denne optik – i al fald delvist[1] – af rørelser i bevidstheden, dets vilje.

Så længe vi hægter os herpå, vil processerne, hvorved systemet på én og samme gang indoptager og flyder fra menneskenes hoveder, dog undslippe vores begreb, ligesom at ordet ”system” i sig selv vil lede tankerne i retning af paranoikerens fikse konspirationsideer.

At sammensværgelser bag lukkede døre finder sted, er selvfølgelig en given sag, blot er deres nødvendighed for varetagelse af maskineriets oprethold og følgelig den hyppighed, hvormed de finder sted, langt fra, hvad en manglende påskønnelse af menneskets beskaffenhed lader formode.

Skulle vi komme sølvpapirshattene i møde, kunne vi måske vove, at der skam er tale om en slags konspiration, tilmed af samfundsomspændende proportioner, blot ikke bragt i stand af nogen handlende vilje. 

Selvfølgelig roser vi os af at være viljestyrede, selvstændige individer. Det liberalistiske samfund – ikke mindst dets straffesystem – bygger i høj grad på antagelsen, men hvor mange iblandt os har, til eksempel, sat sig tilstrækkeligt ind i argumenterne mod fri abort eller for ophævelse af incestforbuddet til at kunne indtage ”selvstændige” standpunkter, hvad disse angår? Vores meninger, som blot er en delmængde af legemets samlede adfærd, er sagt på en anden måde flokkens – alene den kopiering af tidligere generationers mærkesager, nutidens venstrefløj fører sig frem med, indikerer en sådan massevirkning.

Vi vægrer os måske ved ordningen af ”meninger” under ”adfærd” og skænkes herved praj om, hvor fremherskende ovenanførte skelnen mellem bevidsthed og krop egentlig er, den for den filosofistuderende så velkendte psyko-fysiske dualisme.

Yderligere overvejelse kan måske afklare positionens mangler.    

”Menneskets adfærd er et kompliceret system af betingede reflekser. Ingen vilje er nødvendig.”

 Således lader Neutzsky-Wulff karakteren Burt Slater udtrykke det i nævnte roman.

Jeg kan heroverfor indvende, at jeg skam oplever, at mine handlinger hidrører fra en beslutning om at foretage dem. Ikke desto mindre er denne ”oplevelse” i sig selv en form for adfærd, en ganske ufrivillig, neurologisk funderet tolkning af andre ufrivillige, neurologiske begivenheder[2]. At jeg indtolker en sådan vilje, en ekstra-neurologisk bevæger, er resultatet af en efterrationaliserende sprogfinte, endnu en form for adfærd, ligesom forestillingen om et ”jeg” overhovedet. Der er – i denne optik – kun de neurale netværk og det elektro-kemiske princip, der lader dem opretholde som sådanne.

Trøstesløst eller ej, er ovenstående citat altså omtrent dækkende for, hvad vi ad logisk og empirisk vej kan konkludere. Forestillingen om en ulegemlig styring af det legemlige er absurd, og umålelige – det vil sige ikke-fysiske – kræfter ufalsificérbare per definition, i bedste fald hobbydomænet for metafysisk sværmeri, og i værste alibi for tyrannisk svinagtighed. Vi er pavlovske hunde med høje tanker om os selv[3].

I storværket ”RELIGION” sættes følgende:

”Personlighed er(…)en blot og bar tolkning, en prognose af en bestemt cellekolonis adfærd, som muliggør social omgang. Den er i denne forstand et udvalg af præmotoriske strategier.”

Især i et massesamfund som vores vil tilbøjeligheden være til en løbende reinforcering af den socialt acceptable adfærd. Det er trods alt den, der så gnidningsfrit som muligt gelejder ”vores” mere end tredive trillioner celler gennem livet, hvorfor hjernens såkaldte belønningscentre forestår markeringer heraf til fremtidig brug.

Personligheden formes altså under nuværende forhold efter industristatens behov[4], uanset hvor mange tårer, den genetisk determinerede klump bag masken så ellers måtte græde, en situation, der, hvad militarismens og fascismens historie lader forstå, giver rigelig anledning til barbarisk skejen ud. Hermed ikke forstået, at undvigelse ikke kan finde sted, blot at en sådan kræver mere end quiet desperation.

Den fragmentering af vores fælles virkelighed, som internettet gradvist bringer i stand, er måske vanskelig at forlige med ovenstående, en balkanisering, der da også smerteligt anstrenger den sociale sammenhængskraft. Dette betyder dog langt fra, at de med flest penge ikke fortsat når det største publikum, ligesom at forvirringen, der i sig selv er bragt til veje af teknologisk ekspansion og i sin yderste konsekvens vil sætte en stopper herfor, da også for en stund endnu kan udnyttes til maskineriets fordel.

Visse frikirker vokser såmænd direkte ud af dets behov.

Som anført er MeToo og BLM blandt de større af disse. Der er ikke, hvor meget menighederne end bilder sig det ind, tale om forfulgte nicher, men om udprægede massefænomener, der, såfremt deres eksistens ikke harmonerede med systemets, altså dersom den ikke havde vist sig økonomisk og politisk formålstjenlig, aldrig ville være vokset til nuværende proportioner – de kapitalejede platforme er som bekendt til at administrere, internet, TV og avis (det er ikke længe siden, at vi herhjemme begræd de stakkels irakiske kvinders situation, som de afventede deres demokratiske redningsmænd). 

Så forhippede er de intersektionelle fascister på at se sig som jagede, at begreber som ”microaggressions”, hvor intet andet tyder på diskrimination, nu vinder hævd. Således kan Information informere, at den blotte anerkendelse af, at der hinsides Danmark findes andre landområder, og at folk til tider rejser derfra, er racistisk. En nederdrægtighed udgydt i spørgsmålet: ”Hvor kommer du fra?”.

Også her er en besk ironi på spil, idet egentlig strukturel diskrimination – såsom omtalte Ghettopakke og KZ-lejre – bekostes af bevægelsens petitessefiksering og pure opspind, småting og spekulation, der i takt med pøblens interne enighed vokser sig enorme og præsente i dens kollektive hoved.


[1] Jeg er endnu ikke stødt på så overbevist en liberalist, at han påstod med vilje og fonuft at styre hjerteslag og stofskifte.

[2] Som en del vil være bekendt med, bekræftes hypotesen af Libets-eksperimentet.

Andre opstillinger, hvor bevægelser fremkaldes ved ekstern elektronisk påvirkning af hjernen, understreger ligeledes dens digteriske tilbøjelighed, idet den påvirkede person også her vil tolke bevægelserne – fremkaldt ved fremmed hånd – som udført ved egen vilje.    

[3] Hvad der står i dette essay, er følgelig ikke noget, manden bag tasterne ”selv” er kommet frem til, men et udtryk for sådanne reflekser, en sådan adfærd, og i høj grad betinget af litterære stimuli – det biologiske fundament under social påvirkning.

[4] En hjælpsom lignelse forefindes i torrent-siden, hvor brugeren efter at have downloadet en given fil øjeblikkeligt begynder at uploade samme til andre. Tilstrækkelig hævdvundne adfærdsmønstre udbredes og bestyrkes på samme vis – af og til igennem århundreder – hvorfor konsensus – igen med lån fra Neutzsky-Wullf – må opfattes som det ultimative magtmiddel. Befolkningstæthed og propagandakanaler er som nævnt afgørende faktorer.