Gammel vin, 2.del

Overfladens skin

At nutidens abonnent på slige fjendebilleder i reglen vil fnyse og pruste hvis tiltalt fascist, skriver sig selvfølgelig fra et flerfold af omstændigheder. Bortset fra – men i sammenhæng med – at accept af prædikatet i dag ville være politisk selvmord, må den udbredte forestilling om det 20. århundredes fascisme – leveret ved History Channel, ifølge hvilken Hitler og hans medsammensvorne spiste handicappede børn til aftensmad – regnes blandt de mere udslagsgivende.

I tilfældet MeToo, BLM og den dertil knyttede aktivitet er fascismen givetvis så meget desto nemmere at benægte. Bredt opfattes anførte mærkesager som aspekter af venstrefløjens traditionelle kamp og nævnte fænomen som det mest højreorienterede i mands minde. Remsen kan derfor lires uden så meget som et sideblik skænket, hvad der hinsides Twitter-tråden finder sted. 

Det er selvfølgelig med rette, når HaShoah også i den mere dannedes opfattelse står centralt. Uheldigvis skygger placeringen og rædslernes modbydeligt ekstreme karakter ofte for genkendelse af fænomenets nuancerede og på sin vis flydende natur, ikke mindst dets måske mest besnærende karakteristikum: den ugenerte pleje af offerets selvforståelse.

”Når tyskerne så en firsårig jøde blive ydmyget og gennembanket, tænkte de ikke, at en gammel mand blev mishandlet. De tænkte på hans ofre.”

Den citerede tekst er Erwin Neutzsky-Wulffs roman ”ADFÆRD”, der således husker os på bæstets væsen.

Offermentalitet fritager i et snuptag for ansvar og oversættes snart til en nærmest euforiserende harme og sejrsfølelse, dette sidste især når tilkoblet den kristen-liberalistiske fremskridtstanke – et tusindårsrige renset for jødiske skadedyr; en tryg fremtid, hvor ingen studine nødes frygte Professor Klams famlende hånd.

Hvorvidt bevægelsen, som MeToo og BLM er aspekter af, opfylder minimumskriterierne for at kunne betegnes ”fascistisk”, vil endnu i de flestes øren lyde som et absurd spørgsmål.

Denne manglende erkendelse af fascismen som eksistensbetingelse for den moderne samfundsindretning, en ignorance, der udmunder i utilstrækkelig årvågenhed, hvad dens løbende mutationer angår, skal nok forstås som et Vestens forsøg på at holde fortidens synder på afstand.

Tolker vi for eksempel den tyske nationalsocialisme som produktet af en håndfuld kranken Gehirne, der fra den ene dag til den anden sendte millioner i gaskamrene, snarere end et fænomen, der gradvist voksede ud af tidens politisk korrekte holdninger og således af den teknologiske stats behov, forbliver episoden netop det: en afvigelse uden anden relevans for vor samtid, end som udnyttelsesgenstand for Hollywood. At denne skammeligt overfladiske tolkning ikke blot formørker vort blik for eventuelle gentagelser, men også håner fortidens ofre, turde imidlertid være klart.

For en god ordens skyld bør jeg nævne, at jeg ikke forestiller mig et forestående holocaust med hvide, heteroseksuelle mænd på bålet – andre befolkningsgrupper forekommer mere åbenlyse kandidater – men slet og ret, at vi grundet begrænset opfattelse af fascismens væsen ikke kan genkende den, når det indtræder på scenen.    

I hans ellers lærerige bog, ”The Anatomy of Fascism”, bidrager Robert Paxton til en sådan upraktisk snæver definition. Blandt nævnte minimumskriterier sætter han følgende:

”(T)he need for authority by natural chiefs (always male), culminating in a national chieftan who alone is capable of incarnating the group’s historical destiny”.   

Såfremt Front Nationale grundet intensivering af den globale krise i morgen overtog den franske statsmagt, komplet med fagforeningsforbud, ophævelse af grundloven, fratagelse af statsborgerskab på etnisk grundlag samt internering af politiske modstandere, ja, så måtte vi altså, med henvisning til mademoiselle Le Pen i Élyséepalæet, konkludere, at der ikke kunne være tale om fascisme.

Bogen er skrevet i 2004, hvorfor Paxton måske kan tilgives – internettets ionisering af identitetsfeltet var trods alt endnu i vente.

Ganske tænkeligt er dog, at Paxton som god liberal historiker har været påvirket af det – især på humaniora-akademierne – udbredte mishag ved maskulinitet, en refleksion af produktionsapparatets gradvise udslettelse af det kønslige (mere herom forneden).  

I den teknologiske slipstrøm må også hans insisteren på det nationale kendes en anelse altmodisch. Andre af hans bemærkninger er dog værd at holde for øje, da de snarere end hypoteser om, hvilke identiteter, den kan forventes at så splid imellem, tilkendegiver mindre overfladiske træk ved fascismen.

”Fascism exists at the level of Stage one within all democratic countries – not excluding the United States.

”Giving up free institutions”, especially the freedoms of unpopular groups, is recurrently attractive to citizens of Western democracies.”

Denne “Stage one” karakteriseres ifølge Paxton af en ofte energisk udenomsparlamentarisk bevægelse, hvis tro på egen krænkelse ved en bevægelsen ekstern fjendes hånd retfærdiggør tilsidesættelse af retsproces, ytringsfrihed og andre ”free institutions”. Fjenden defineres altid ved relativt arbitrære sammenkædninger: Jøden er kommunist (og besynderligt nok kapitalist), fordi han er jøde; muslimen ser stort på voldtægt af datteren, imens han planlægger sit næste angreb på Vesten, fordi han er muslim; og den hvide, heteroseksuelle mand voldtager, opfordrer til voldtægt og udånder racisme efter hver en indånding qua hvid, heteroseksuel mand.

Dette vil ofte benægtes.

I tilfældet MeToo slynges der til beskrivelse af omtalte voldtægtskultur om sig med prædikater som ”systemisk” og ”strukturel” – den vedvarende fiksering på ”patriarkatet” antyder dog, som nynazistens ”ZOG”, roden til den systemiske uorden.

Hermed ønsker jeg ikke at antyde, at den moderne problematik ikke for en stor del udspringer af mandens egenart. Hans svaghed for ideologi og abstrakte principper, som de, der ligger til grund for liberalismen, er på sin vis årsag til miseren, hans egen og kvindens manglende plads iberegnet. Blot er der her tale om anliggender af et sådant omfang, at begreberne ”rape culture” og ”patriarkat” – som det anvendes i nutidig kontekst – også udspringer heraf. Den primære trussel er ikke imod kvinden ved mandens hånd, men mod de systemet iboende interesser og – mere overordnet – mod det teknologiske samfunds logik.

Det uundgåelige sammenstød mellem økonomiske (hvilket i bund og grund vil sige teknologiske) kræfter og den omringende verden finder sted på flere leder og kanter. Der er, sagt på en anden måde, tale om flere kollisioner, hvoraf visse kan udnyttes til at mindske andre.

For eksempel er der i såvel jødens som muslimens tilfælde tale om et heterogent element kolliderende med en tilstræbt homogenitet, de hyppigt lamenterede parallelsamfund og årsag til den danske ”Ghettopakke” og snak om ”negativ social kontrol”.

På samme måde kendes nu kønnene truende for produktionen. Hverken mand eller kvinde, men den neutrale enhed skænkes plads, der skam nok har skuffen fuld af massageolie og frækt legetøj, men næppe hengiver sig til andre uden sikker return on investment, hvorfor kærlighed forfalder til et absurd postulat.

Skønt den kan skifte i morgen, ligger emfasen i dag på mandens vederstyggelighed.

Vi hepper i begejstring over endelig at komme den til livs med fra sidelinjen, som LGBT(etc. etc.)-paraden glider festlig forbi. Vi sætter skam pris på ”mangfoldighed” – som kemopatienten sin paryk. 

Da aggressivitet og selvopofrelse er som grus i et maskineri kørende på føjelig egoisme, er den heteroseksuelle mand en fjende. Samme egenskaber kan selvfølgelig tilskrives den homoseksuelle, der dog af besynderlige årsager ikke regnes for mand. Se blot den ydmygende affektation, han påtvinges i den sociale kødhakker – alt imens hetero-adfærd udvandes til noget med at pumpe jern og se bold med gutterne.

Førstnævnte kvaliteter kan udnyttes efter behov – for eksempel i krigssituationer – men er i det store hele yderst formastelige. Den industrielle kapitalisme har derfor afvæbnet, afkønnet og sendt manden på barsel.

Tolker vi med Arendt det 19. århundredes imperialisme som første stadium af bourgeoisiets fuldkomne magtovertagelse, kan det 21.s hyperinvasive adfærdsregulering måske læses som sidste.

Med geografisk dominans opnået kan det næppe undre, at kapitalens fuldkomne beherskelse af menneskedyret nu tilstræbes. Dit væsen er the final frontier.

”(T)raditional masculinity ideology discourages men from being intimate with others and is the primary reason men tend to have fewer close friends than women”,

fremhæver American Psychological Association i deres ”Guidelines for Psychological Practice with Boys and Men” fra 2018.

Dette er jo en yderst uheldig konsekvens, hvorfor de udrullede retningslinjer tilskynder en aktiv indsats fra behandlerstanden i skabelsen af flere team players. Adfærd må indpodes til fremelskning af:

“several positive child outcomes, such as competitiveness without aggression, cooperation that buffers anxiety, healthy experimentation, social competence, peer acceptance and popularity.”

Det indskærpes i teksten ad nausaeum, at mænd og drenges voldelige eller på anden vis uselskabelige adfærd primært udspringer af ideologi og altså må regnes for sociale konstruktioner.

Til den, det måtte foresvæve, at biologien – givet, at den trods alt er fundamental for udviklingen af det senere sociale system – måtte udgøre basen, oplyses følgende:

“Psychologists should strive to recognize that masculinities are constructed based on social, cultural, and contextual norms.”

“Masculinities” er lig med “masculinity ideologies”.

Forstyrrende tendenser i befolkningen må altså undertrykkes eller tøjles, som situationen fordrer. At det identitetspolitiske fænomen repræsenterer en kombination af disse tilgange, bliver tydeligere ved et kig på bevægelsens modus operandi, et blik, der også vil retfærdiggøre brugen af begrebet ”system” samt de netop udgydte uhyrligheder.

En bare tilnærmelsesvis erkendelse af den fortløbende adfærdskontrol forudsætter imidlertid et par bemærkninger til, hvad ”adfærd” egentlig er for en størrelse.