Gammel vin, 1.del

Gammel vin på nye spadseredragter

”I believe that the ideas that underlie fascist actions are best deduced from those actions.”

                                 -Robert Paxton

Som alt andet levende forandres samfundslegemer også.

Visse organer påvirker de øvrige alt efter genetisk bestemmelse, hvilket i et samfund som vores, der har liberalismens blænd-DNA at takke, betyder en ordning af al anden funktion under økonomiens. 

Hvilken er så denne? Herpå kan forskellige svar gives alt efter vinkel og grad af entusiasme. Fælles for de fleste er dog, under al staffagen, forestillingen om vækst. ”Økonomi” beskriver i denne forstand såvel middel som mål – økonomien er teknikken, der lader økonomien vokse.

Tegn på denne vækst for vækstens skyld findes overalt omkring os. Hvad møder øjeblikkeligt øjets blik, hvis ikke produktionens dimsedutter? Varerne bliver flere, som kapitalen vokser, og så fremdeles, indtil begrænsninger mødes.

Vi går rundt på dem, sidder på dem, klæder os og kører i dem, bor i dem, æder dem og lader blikket hvile sløvt på dem; de tørrer røv på børn og ældre, imens de unge undervises – af dem; de laver vores mad og sørger for, at loven overholdes, og loven overholdes, for at de kan fortsætte hermed – skulle den vise sig en forhindring, kan skidtet altid skrives om.

Den fælles ankomst til det vækstfunderede demokrati er også ankomsten til menneskets endelige samfundsindretning. Kursen vil således være afstukket, hvorpå næste skridt altid lover mere, større ekspansion end forrige.

I al fald, hvis Fukuyama (anno 1989) tages på ordet, der som bekendt, i modsætning til økonomisk vækst, kendte Historien begrænset – en antagelse, der, endskønt flittigt latterliggjort af andre liberalister, blot er en tilskærpet formulering af deres egen barnetro.   

Nu flikkes en evigt udvidende vareverden jo ikke sammen af frisk luft og gode intentioner, og forestillingen falder derfor til jorden, så snart dens ben tvinges herned. Og ligesom råstoffernes varetagelse, således også administrationen af de tobenede dimsedutter, de af produktionens løsdele, der trækkes med stofskiftets behov.  

Politikkens residens hinsides menneskets evne til frit at manipulere verdensaltet er en påstand med så vidtrækkende implikationer, at omfanget ikke kan behandles her, men som læseren med fordel kan forfølge på egen hånd.

At det forholder sig sådan, at det politiske – ligesom det økologiske – ikke besidder den for tilpasning til det økonomiske nødvendige smidighed, burde dog være åbenlyst for enhver på nær den mest nærsynede dogmatiker.

Bønder og håndværkere er på globalt plan blevet frarøvet lod og virke i bytte for smartphones, lejekaserner og lykkepiller. På sin vis står vi her med det moderne problem i en nøddeskal. 

Liberalismens negligering eller direkte benægtelse af det uundgåelige bristepunkt, kan vel med rette kaldes dens fatale indbildskhed.

Den tragiske ironi, at de kunster, der gribes til for at forhindre forstyrrelser af produktionen, i sig selv forårsager sådanne, er ganske sigende, en art liberalismens krogede finger, pegende tilbage på egen absurditet.

Særlig destruktivt har ét kunstgreb vist sig, der under nationalstatens konsolidering i det 19. århundrede fandt indledende udtryk for derpå, i massepolitikkens tidsalder, at blive udnyttet til fulde: fascismen. Hermed mobiliseres til politisk gevinst den hobens tilbøjelighed, der i tidligere tider ledte til hekseafbrændinger og i senere til fængsling af ”satanistiske” teenagere.    

Således Hannah Arendt om Dreyfus-affæren, der i denne forstand markerer overgangen mellem de to perioder.

”(I)n the countenancing of such slogans as ”Death to the Jews” and ”France is for the French” an almost magic formula was discovered for reconciling the masses to the existent state of government and society.”

Befolkningens størrelse og tæthed samt dens (påståede) politiske medbestemmelse fuldbringer i det 20. århundrede betingelserne for fascismens fremvækst.

De uundværlige slogans kan nu ad massemedieret vej tvinges ind i kantinen, stuen og soveværelset, hver en hjerne lægges under belejring. 

I det 21. ledsages en nærmest kambrisk eksplosion af kommunikative påhit af en tilsvarende fremvækst af udleverede identiteter, og ligesom i 1920’erne og 30’erne støder produktionsapparatet på naturlige begrænsninger, denne gang med økologisk bidrag til kollisionen.

Et bristepunkt er ved at være nået, og som et krogtrængt dyr reagerer liberalismen aggressivt, eller måske snarere som et afsløret barn hysterisk.

De mange trusler må neutraliseres, og fascismen vinder terræn.

Herbert Tingsten skriver i 1936.

”(M)an vil udrydde klassefølelsen i nationalfølelsens navn. Med klassefølelse menes da først og fremmest den fællesskabsfølelse, der har eksisteret inden for den socialistiske arbejderbevægelse, hvis tilintetgørelse har været fascismens hovedopgave.”

Churchill var da også fuld af beundring:

”She (fascism, red.) has provided the necessary antidote to the russian poison. Hereafter no great nation will be unprovided with an ultimate means of protection against the cancerous growth of Bolshevism.”

En stærk arbejderbevægelse synes i dag anakronistisk. Ikke desto mindre er risikoen for opsætsige trækdyr en persisterende variabel og følgelig en realitet, der løbende må afbødes og forebygges. Fænomener som Trump, Sanders, Brexit og Gillets Jaunes er sten i den mur, de sidste fyrre års neoliberale amokløb for tiden brager imod. 

Dalende jobsikkerhed, stigende frustrationer og eksistentiel tomhed– hvor stor succes servicesektor og internet end har haft til i sammenrend at splintre proletariatet, spidser situationen altså til, og instrumenterne til afværgelse bliver tilsvarende spidsere.   

Vi er således ikke – bydes vi forstå – udbyttere og udbyttede, men ofre i større eller mindre fællesskab for en udefrakommende fjende: jøden, muslimen, den hvide heteroseksuelle mand – take your pick[1].

Byder sidste tilføjelse læseren imod, beder jeg denne spørge sig selv, om ikke det netop burde forventes, at en manøvre som fascismen løbende ville tilpasses de øvrige af kapitalismens krus og bugtninger? Alene den længere tid, det parlamentariske demokrati har haft til at fæste rod i vores selvforståelse, tilskynder en re-branding, hvorfor vi ikke bør stille os overraskede an, når fascister af politisk relevant kaliber i dag kæfter op om ytringsfrihed og demokratiske spilleregler, vikler sig i paroler om lig- og mangfoldighed. 

”(G)irls in muslim families are raped by their uncles or their cousins or their father. There was a recent book, that came out in Norway, that was written by a somalian girl. She was raped, and her mother, friends and her father made no protest. Women are basically – how can I describe it? They have no value. They are not human beings. They have a function as wombs. They bear the offspring of the warriors in order to create new warriors (…) they have no value. No human value.”  

Hermed Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard og en demonstration af den tankegang, der fortsat legitimerer Vestens subhumane behandling af Mohammeds æt, til eksempel i de danske KZ-lejre, og som i tiden efter 11. september brolagde vejen til invasion og besættelse af Irak.

Der er ikke langt fra ovenstående og til ”death to the jews”, og de islamfjendtlige slogans tjener da også samme formål.

MeToo, Black Lives Matter og den generelle strømning, der i 2020 skvulpede op i debat omkring Kunstakademiet, Ole Wæver samt protesterne mod Marianne Stidsen, bærer, som sidstnævnte kom for skade at antyde, flere af mekanismens karakteristika. I tillæg bør LGBT-rørelsen nævnes, hvor især T’ets aktivister bidrager til den gryende totalitarisme[2].

Disse er alle aspekter af den samme politisk korrekte fascisme, der Vesten over vinder stadig større indflydelse, en proces, der i løbet af sommeren er eskaleret alarmerende i De (knapt så) Forenede Stater.

Det ”intersektionelle”[3]hylekors forenende punkt er netop det delte fjendebillede, og en benægtelse af kvinder, sorte og transseksuelles kapacitet for had og dæmonisering umiskendeligt dehumaniserende. Politisk patologi er politisk patologi, uanset dens rørige agenter.

Et sæt spørgsmål kan, som vi fortsætter, med fordel holdes i baghovedet: Er bevægelsen anti-racistisk? Socialistisk? Tillader den afvigende synspunkter? Svarene vil være afgørende for, hvorvidt fascisme-påstanden overhovedet bør tages alvorligt eller blot slås hen som hyperboli.

Den hvide arbejderklasse, der i 2016 dristede sig til at skrige frustrationerne ud, er siden blevet lagt effektivt for had, et had skabt og behændigt udnyttet af den økonomiske elite – i USA til, gennem det akademiske proletariat, at vende den sorte overskudsbefolkning mod den hvide, og i det øvrige Vesten efter lokalt behov. I Danmark har indtil videre den feministiske fløj vundet størst indpas.    

Navnet MeToo er som bekendt en symbolsk tilkendegivelse af det seksuelle overgrebs hyppige forekomst – også jeg er et offer.

Desværre indrammes området, indenfor hvilket kriterierne for offerlighed løbende og elastisk defineres, af historier som de, der knyttes til et par højtprofilerede voldtægtssager (hvis sandhedsværdi jeg ikke skal kunne udtale mig om, og som for alle på nær de direkte involverede tenderer total irrelevans).

Disse eksempler kaster følgelig en retfærdiggørende skygge over opskrivning af uvelkomne kys, bemærkninger og blikke til regulær seksualvold, og således over forkastelsen af de, der måtte så tvivl herom, som enten ynkværdigt gammeldags, chokerende ufølsomme eller det, der er værre.

Anskriget ”rape culture” er et godt eksempel, både på den underliggende seksualforskrækkelse, bevægelsen deler med fascismen generelt, og på den løbende føjen til listen over mulige anstødeligheder, der er blandt dens foretrukne strategier. De, der ikke har voldtaget, kendes ved denne ordlyd skyldige i at have opfordret tilvoldtægt, at have kultiveret et socialt miljø, hvor voldtægt med højere frekvens, end det ville være tilfældet i et andet hypotetisk sådant, finder sted.

”The ”good guys” need to spend more time examining how they support rape culture and less time about how they haven’t actually touched anybody.”

Således MeToo-fænomenets navngiver, Tarana Burke, der lader forstå, at der ingen ”good guys” findes (de vrængende anførelsestegn er hendes egne).

På samme måde kastede også eksplosionerne, der tvang tårnene i knæ, et skær af retfærdighed over det efterfølgende hændelsesforløb – selv da de opdigtede WMDs afsløredes som så.

”Den muslimske verden” var enten kollektivt skyldig eller forpligtet til at rydde op i egne rækker (”spend time examining how they support rape culture”).

Skønt væsensforskellige, hvad de resulterende lidelser angår, er tankegangene åbenlyst parallelle; vi ser her, hvordan menuen af mulige forfølgelsesfantasier placerer sig i sømløs forlængelse af vareverdens øvrige tilbud, tilpasset hver en kundes appetit. Føler man sig ligesom hævet over eller frastødt af den mere traditionelle nationalvækkelse, er der heldigvis andre valg på hylden.

Bevægelsens definition på ”racisme” er tilsvarende omfangsrig, faktisk så bred, at enhver hvid person kendes skyldig heri (og samtidig så snæver, at ”farvede” i hvert et tilfælde vil kendes uskyldige).

Som Robin DiAngelo understreger i bestselleren ”White Fragility”, må vi hvide spørge os selv ”how our racism manifests, not if?

Karakteristisk for sin art viser den hvide mand sig dog modvillig til selvransagelse, en obstination, der af DiAngelo beskrives som ”arrogant and disingenous”, ”pompous” og ”hostile” overfor ”the racial analysis of people of color and white women” – samt selvfølgelig racistisk


[1] De historiske fortilfælde er mange. Korrelationen mellem social turbulens og fremmaning af ”fjenden” har siden forrige århundredeskifte vist sig i såvel den amerikanske og europæiske antisemitisme som i den vedvarende russo- og islamofobi; så selvfølgelig synes den efterhånden, at næppe nogen overraskedes, da partier som DF, Alternativ für Deutschland, Gyldent Daggry, Front Nationale og Jobik i tiden efter 2008 vandt terræn – mange forudså endda, at det ville ske.

[2] At en arternes evolutionære bagage i form af flere hundrede millioner års kønnet formering ingen spor har sat i mand og kvindes respektive adfærd, er, skønt blot et enkelt af bevægelsens dogmer, særligt afslørende. Ikke blot kommer dens fundamentalistiske, kristne kerne til udtryk heri, men dens generelle afsværgelse af iagttagelsesbaseret ræsonnement tillige – vi genkalder fra Orwell, at partiet ikke helmede, førend påstanden 2+2=5 nød accept.

[3] Skulle nogen være i tvivl, så er ”Intersectionality” begrebet, hvorunder bevægelsens tilhængere mener at kunne kvantificere og jævnføre diverse offeridentiteters grad af krænkelse. En sort kvinde repræsenterer i denne optik en korsvej mellem markørerne ”sort” og ”kvinde”, hvilket forlener hende med større ret til forargelse, end de hvide kvinder, der forarges på hendes vegne.

At vi hurtigt geråder i absurditet ved en sådan ind- og opdeling af verden, turde være åbenlyst, men artisterne fægter videre desuagtet.