De usynlige mænd

”Hadefulde mænd sviner kvinder til i private fora på Facebook.”

Sådan lyder det fra Politiken.

For at beskrive problemet træder bekym­rede forskere frem og lader den vanlige strøm af WOKE-platituder gylpe op: Der er tale om en normaliserende og derfor dybt problematisk tone, der afspejler strukturer i vores kulturelle historik, og følgelig en dybt problematisk problemstilling, hvilket er et stort problem i sig selv.

I disse pattebarnstider, hvor kommunikation er veget for fodboldbøllens logik, ifølge hvilken enhver ikke-rød er blå og må behandles der­efter, vil bemærkninger som følgende uvæger­ligt tolkes som negligering eller benægtelse af hadets og voldens forekomst. En sådan position ville selvfølgelig være absurd – voldtægtsforbrydere og andet kravl er kun alt for virkelige, havde de blot én hals!

Hvad kommentarerne sigter på, er naturlig­vis den ekspediente udnyttelse og inflation af kendsgerningerne, hvormed systemets stram­ning af kvælertaget forsvares, samt på de rædsler, der ser ud til at følge herpå. Dette kunne synes overflødigt at understrege, men kun under nogenlunde fattede omstændigheder.

Det er en tilbagevendende påstand, at vold mod kvinder er en stolt vesterlandsk tradition, vi nødigt gør os fri af. At vi i sligt snarere mø­der industristatens krav end en historisk kendsgerning, turde dog, givet fraværet af argumentation samt visse generelle forhold, være åbenlyst.

I dens sted er blevet stillet den moralske afpresning, en omstændighed, der synes at svække nævnte postulat: Bankede virkelig så dybfølt et had i mandens bryst, ville de iscene­satte offerfortællinger næppe besidde samme formynderiske vægt, som de mærkbart gør.

Men langt tungere end nogen iboende med­følelse vejer naturligvis frygten for kollektivets vrede. Dette er en situation bragt til veje af blandt andet Politiken, der per automatik ud­fører sin tekniske funktion i det tekniske sy­stem.

De usmagelige og oftest stupide indlæg på nævnte fora – som da sikkert stundom er udtryk for had – bader i overensstemmelse med denne funktion det egentlige budskab i chokerende støj; og under dække finder reguleringen af slavernes adfærd umærkeligt sted.

Spontane reaktioner som latter og raseri må begrænses og tæmmes, samfundets bærende institutioner hanke op. Således bringer artiklen også en udmelding fra Face­books ”politiske chef i Norden”:

”Vi regulerer både manuelt og med teknologi (sic.), og de nye systemer med kunstig intelligens er bedre til at opsnappe mønstre, hvor folk bryder retningslinjerne.”

Og venstrefløjen applauderer – Gud ske tak og lov!

Da selv usmagelige vittigheder til tider presser en latter over læben, må vi så vidt muligt skærmes for uhøviske kommentarer. Disse og eventuelle grin skaber jo nemlig utryghed, til eksempel for som kvinde at fær­des alene på gaden.

At utrygheden og hadet skulle løbe fra det sår, Politiken og deslignende flår imellem mand og kvinde, kommer naturligvis ikke på tale. Kvinden er ikke uløseligt bundet til manden, ligesom denne da også frit kan te sig, som det passer ham – så længe ingen føler sig trådt over tæerne.

Faktisk er det et udtryk for kvindehad at bilde sig andet ind: Verden kan opdeles i ufor­pligtende – og derfor uforpligtede – dildoer på den ene side, og hadefulde, manipulatoriske og generelt undertrykkende knuckledraggers på den anden.

Sidstnævnte kender vi fra den brede og inane palet af Hollywood-klatteri, hvor især ”The Handmaid’s Tale” er faldet i nyfascistens smag.

Fortællingen tilhører en kvinde, der med sine medsøstre hives brutalt ud af en tilværelse bestående af shopping og drukture, et indgreb, der følger naturligt på mandens giftige behov for kontrol.

Foranlediget af denne gift indstiftes et totalitært patriarkat, i hvad vi endnu kalder de Forenende Stater, og de nedtrådte må med Elizabeth Moss i spidsen demonstrere, hvem der egentligt har bukserne på.

Samme skuespillerinde må også i seneste reiteration af ”The Invisible Man” trækkes med mandens uvæsen, og det kan næppe betvivles, at der fra producenternes side er tale om et kalkuleret forsøg på at få målgruppen i bio­grafen – nogen overbevisende figur som ”milli­ardærens trophy wife” skærer hun i al fald ikke.

Til trods for hendes liden yppighed, har den styrtrige videnskabsmand, hun er så uheldig at være gift med, ikke meget andet at tage sig til end at kontrollere hendes færden. En bedrift, han blandt andet søger gennemført ved at påtvinge hende den omstridte ”moderrolle” – læs også mere herom i Politiken.

Som mange vil være bekendte med, ind­spilledes den oprindelige film i 1933 (efter Wells’ forlæg), og det er siden blevet til flere variationer over temaet.

Men hvor tidligere versioner skam har været underholdende nok, er de dog kommet til kort, hvad angår den usynlige mands motivationer.

Den seneste udgaves styrke består derfor fortrinsvist i råt for usødet at bibringe os sandheden.

For selvfølgelig er vi i dag klarere skuende end i går. Heldigvis bliver vi klogere, hvorfor den heteroseksuelle, hvide mands bevæggrund ikke blot for at opdage og opfinde, men for at foretage sig noget som helst, efterhånden er blevet afdækket. Jeg taler naturligvis om oven­anførte undertrykkelse, en tilbøjelighed, der især kommer til udtryk i såkaldt ”gaslighting”.

”He makes me feel like I’m the crazy one. This is what he does, and he’s doing it again”,

byder heltinden, gennem løbende mascara, sine venner at forstå.

And boy howdy, does he ever do it: lige fra konstruktion af usynlighedsdragten og iscene­sættelse af eget selvmord – idet heltinden bryder ud af fængslet, han har ladet opbygge omkring hende – til drabet på hendes søster og det følgende ”frame job”. Ingen midler skyes, og læseren af Politiken nikker indforstået med – vi kender skam svinets natur.

Selv superskurkens broder afsløres under­vejs som en del af komplottet, hvorved filmens eneste tilnærmelsesvis sympatiske (hvide) mandsperson sættes i behørigt realistisk lys.

Således omgivet af patriarkatet i koncentreret form skriger og lider Moss sig frem til det forløsende drab, hvor hendes psykopatiske geni af en ægtemand, den stereotype kølige kontrolfreak, viser sig for publikum og nejer for kniven.

Naturligvis ligger hendes sorte side kick, med sine hundrede muskelbugnende kilo, hjælpeløs på gulvet, hvorfor hun selv må klare ærterne og kvitterer med et koldt smil, blot videre næring til den uheldige senliberale fiktion, at mænd og kvinder ikke egentlig behøver hinanden – girl power!

Kunne det tænkes, at dette påbud, og den insisteren, hvormed det gentages, har noget med ”hadet på nettet” at gøre? At den spot, WOKE-alderen føjer til skade over for den i for­vejen nedbrudte mand, sættes over til gen­gældende vrede? At dette er tilfældet, synes logik for de noksom bekendte burhøns, men nogen høns er åbenbart sløvere opfattende, end andre.

Fortvivlelsen, der opstår, når væsnet, i hvis øjne han ser sit værd målt og vejet, vender sig fra ham med hadefuld røst og umulige krav, er utænkelig i nutidens støj. Det er en udlægning, som ingen mening giver, eftersom vi ved, at kvindens historie, ligesom mandens, har været én lang kamp for frigørelse og rettigheder, hendes desværre bekostet af hans.

Vi har set det på film og læst det i Politiken.

Sentimentalt ævl om ”at elske og ære” er blot alibi for hans kontrolmani, og påstanden, at manden i årtusinder har ofret liv og legeme for kvindens vel, kan derfor ignoreres, som var den det rene ingenting, den anseelige bevismængde til trods.  

Det vidner om en eklatant undervurdering af situationens sprængfare, når vi bilder os ind at kunne fortsætte længe ud ad samme tangent. På et tidspunkt vil uhøvisk tone spilde over i morderisk handling, og fascismen få et andet, mere velkendt ansigt, hvilket snildt vil kunne udnyttes af systemet og endda hilses velkomment, såfremt krigen, der lurer i horisonten, blusser op.

I dette tilfælde vil desværre feminister og medløbere stå alene tilbage, og kampen for at distancere sig ved overbud og dæmonisering foregå i modsat retning af i dag – forkynderne af den verdensfjerne liberalisme vil have blod på deres hænder, eftersom manden vil vise sig fra grusomste side.

-Jacob Herning