Før dagen gryr
I sin udredning af den nuværende situation peger Neutzsky-Wulff på konceptet cimcum (sammentrækning) fra den lurianske kabbala. ”Universets ekspansion på Gudens bekostning” har nået sidste fase, hvorfor verden kastes i tomhed og kaos, tohu wabohu – gudernes ånde og dermed kataklysmen, stunder til, efter lang tids drag kommer pustet.
Hermed banes vejen for det nye, for den kommende verden, og dramaet kan udspilles på ny.
Med interesse i at mindske antallet af opdyngede lig i gaderne, en fare, der desværre følger med menneskets vej tilbage ind i mennesket – nu suget tørt af parasitten – bør teknikkens diffusion af magten dog holdes for øje, ligesom at den bondske grådighed, hvormed kapitalisten i overensstemmelse med sit genetiske ophav udhuler verden, må erkendes som netop dette: et udtryk for hans løsslupne biologiske egenart.
Forfald er lige så lidt ”de onde personers” fortjeneste, som opbygning vil være ”de godes”.
At finde sin egenart, den bedrift, man har at udføre i den tid, man nu engang er født ind i, må således være af allerhøjeste prioritet. Heri ligger svaret på spørgsmålet ”was zu tun?”, og emancipation bliver i denne optik at finde sit ansvar, et fund, der forudsætter kassering af de liberalistisk-demokratiske briller, vi ved fødslen blev tildelt.
Anfægtelsen kan i denne forbindelse gribe om sig på flere forskellige måder, et ubehag, undertegnede, som det måske er fremgået, endnu ikke selv kan erklære sig fri for.
Da end ikke ”fortvivlende” helt slår til som beskriver af den moderne tilstand, kendes flugtforsøget dog værd at gøre. Støjen er så påtrængende og buddene så mange, at livet alt for let tager sig ud som fluens færd i flasken.
Heldigvis er der råd at hente.
Hvor hver af de her nævnte penne på forskellig vis bidrager til fængslets plantegning, får vi af Neutzsky-Wulff fil og rebstige i tillæg.
Mere og andet end afsked med liberalisme og demokrati kan i denne forbindelse vise sig nødvendigt, et anliggende, der kun kan antydes her, og som må forfølges på egen hånd af den således inklinerede. En intimering kunne tage sig ud som følgende, og læseren anbefales at holde ovenanførte bemærkning fra Norman Davies’ europahistorie i tankerne.
Da Jacques Vallee i 1988 meldte ud, at
”(i)t will take years to reconstruct the links in the chain of personal experiences and speculations that connect the vision of Ezekiel in biblical times with the puzzling, moving and often terrifying accounts of our contemporaries”,
var forbindelsen sådan set allerede trukket. Snarere end en ”reconstruction” af led, er der dog tale om en anskueliggørelse af de enkelte fænomeners forbindelse til en mægtigere sub- eller superstruktur.
Optegnelserne ligger tilgængelige i Neutzsky-Wulffs værk, skønt tilgængeligheden selvfølgelig varierer med læserens forudsætninger.
Især udfordres fatteevnen – og jeg taler her af personlige erfaringer – idet begribelsen af denne ”dybere forbindelse” forudsætter et opgør med ikke blot industrisamfundet som sådant, men med hele dets filosofiske fundament. Bohrs komplementaritetsprincip vil undervejs vise sig som netop dette: et princip, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at der her er tale om en epistemologisk omkalfatring, der stiller alt, hvad vi i reglen regner for ”radikalt”, til skamme.
Sligt kan måske synes en anelse omstændigt, men da vore nuværende fortællinger som vist har ledt os gevaldigt på afveje, er bruddet med disse uomgængeligt. Ikke blot må skrønen om ”vilje”, ”fremskridt” og ”ondskab” klinge ud, men især den mere grundlæggende om en præeksisterende, ”ydre” verden, en død pløjemark af ressourcer, i hvis oprethold vi ingen part har.
Desværre har de sidste 2.500 års deroute sat sig så dybt, at hvad jeg her refererer for langt de fleste vil lyde som irriterende volapyk. Mig bekendt har heller ikke Jacques Vallee præsteret et opgør, hvorfor den overnaturlige fænomenologi forbliver ”psykiske” begivenheder, antageligvis modstillet en ”fysisk” hverdagsvirkelighed – eventuelt besøg fra et sideløbende univers, og således ikke egentlig overnaturlig.
Når jeg alligevel risikerer forvirring og irritation, gør jeg det ud fra den spinkle formodning, at jeg med nærværende tekst måske kan hjælpe de rette på rette vej.
Flammen må holdes i live, indtil alt er styrtet i aske, og der er tusindvis af sider at klatre ind i; sider, der gør tydeligt, hvad jeg her kun hvisker, og lader hver en mistanke om krystaller og delfinorakler bortjage.
Jeg ville som sagt være fuld af løgn, såfremt jeg påstod at stå på fængselsmurens anden side. Ikke desto mindre indgyder verden mig nu knapt så megen klaustrofobi som tidligere.
Dette har ikke været uden konsekvenser, og noget hen efter en advarsel er måske på sin plads – men hvem fanden ønsker at leve et konsekvensfrit liv?
Andre vil føle kaldet af andre veje, men fælles for os alle er behovet for ørenlyd.
At finde frem til den sti, hvorad man i disse endetider må vandre, forudsætter en sondring mellem egen samvittighed og det sociale diktat. Som ovenstående forhåbentligt har gjort tydeligt, må disse ordrer i dag blot regnes for et døende systems sidste rallen, hvorfor altså en vis tilsidesættelse af dets virkemidler må finde sted.
En passende første handling kunne være at skrue ned for lyden – svaret findes ikke et sted inde i din telefon, så løft nu for helvede blikket.
-Jacob Herning