Aben og algoritmen, 2.del

Det insisterende blod

Under sin præsentation af markedets gav­mildt øsende hånd refererede Friedman ned­sættende til ”the commissar”, hvormed et mod­eksempel på førstnævnte mentes givet (som formåede Sovjet ikke selv at producere skrive­remedier). Hermed opviste han en menneskets tilbøjelighed til at se verden som befolket af venner og fjender i menneskeskikkelse – hvis der da ikke ligefrem er tale om et behov.

Det kan diskuteres, hvorvidt han selv nærede en sådan, men i hans appel til billedet af den fjerne og ophøjede bureaukrat ligger ikke desto mindre en indrømmelse til tilbøje­lighedens almindelighed.

Som vores forbindelse til de processer, der afgør tilværelsen, kappedes totalt, så vi os for­gæves omkring efter manden med øksen. I hans sted fandt vi automatiserede infrastruk­turer og hule begreber – alt sammen fuldkommen ansigtsløst.     

Hermed vokser den afmagt og forvirring sig bare større, der allerede var fulgt på den på­tvungne hjælpeløshed, og opslugt af mørket griber vi omkring efter noget at holde fast i, kaster i blinde vores net med det forfængelige håb at fange og skænke den ansvarlige defini­tion.

Snak af denne art kalder ofte på enten galde eller overbærende latter. Der er noget affekteret, et påtaget sci-fi-darkness over tilgangen, og jeg må indrømme, at jeg tidligere selv har anvendt lignende prædikater for derved at holde tanken på afstand.

”We’re all trapped inside this horrible machine” og derfor fatalistisk frarøvet enhver chance for på afgørende vis at influere eget liv. Dette er stråmandsversionen, udfærdiget af og til den hovedrystende liberalist, der opponerer, at problemet hermed overdrives groft, at tek­nikken er i menneskets magt og ikke omvendt, hvorfor eventuelle problemer kan løses gennem lovgivning eller mere samvittigheds­fulde folk ved roret.

Men også hinsides disse stridsmænd for den ”sunde fornuft” synes den dominerende historie at være en om mennesker mod men­nesker.

Ud over den allerede nævnte fascisme og konspirationsteorierne knyttet hertil – jeg tænker især på ”Russiagate”, skønt hele fore­stillingen om et enormt og machinerende patriarkat kan ordnes under rubrikken; og bortset fra tilløb som det verserende pædofili­hysteri, ”Men in Black” og den eviggrønne anti­semitisme, finder vi også i teknologi- og kapitalkritik en sådan higen efter håndgribelige modstandere. ”Superskurken” fikseres efter behov: Bezos, Thiel eller lignende.

Såfremt vi accepterer, at den tekniske over­bygning udøver determinerende indflydelse på mennesket, samt tager bestik af graden, til hvilken denne indflydelse er nået, kan det dog være svært at se, hvor identifikationen af denne eller hin specifikke person eller gruppe hører hjemme – i hvert fald hvad angår afklaring af problemets karakter.

Naturligvis virker systemet igennem mennesket, hvorfor bekrigelsen heraf kan tænkes at måtte foregå tilbage ad samme vej. Men hvor trangen til at skue modstanderen som ond eller rent ud værdiløs i præindustrielle tider var barbarisk og destruktiv, er vi i dag påtvunget en social til­stand, hvori den blotte søgen efter en veldefineret fjende truer med at lede på vild­spor – ofte ind i en skov af rænker og subterfugia. Således ikke forstået, at afveje er moderniteten særegne, men at det moderne menneskes elendighed, givet årsagsfeltets sammensætning, ikke kan løses – endsige forstås – ved hjælp af høtyve og en tur til galgebakken. 

Følelsen er nærmest denne, en fortvivlelse sat på siden af Don Carpenter:

”It would not do any good to steal the rules away from the office and burn them, because there wasn’t even a book in which the rules were kept. It was just that the authorities knew the rules. You could kill them all and the rules would remain. This was the great virtue of rules, they were told in somewhat different context.”

Det tiggende spørgsmål bliver da, hvorledes det nye territorium betrædes, hvordan at kon­frontere eller undfly en fjende, hvis sammen­sætning tæller nærmest alt og alle omkring dig – et selvforstærkende kompleks, hvis enormi­tet paradoksalt nok gør det abstrakt.

I vores jagt på et svar støder vi imidlertid på yderligere komplikationer.

Den artsfremmede distance og sterile ab­straktion, der kendetegner livet i teknikkens vold, fordrer nemlig af nødvendighed en be­tragtelig kulde i den, der ønsker at konfrontere problemet med åbne øjne – og altså ikke blot himle op om Musk, Zuckerberg og Dorseys insektoide personligheder. Hermed kan desværre følge en blodfattighed, som er fuld­kommen i tråd med teknikkens diktat, men lidet motiverende for radikal intervention.

Hvor en vis flegma skam nok har sin plads, vil den nemlig i overmål forpurre og stå i vejen for den nødvendige gejst. Den næste overvejelse bliver hermed, hvorvidt fjenden i menneskeskikkelse på samme tid er både strengt nødvendig og dybt misvisende? Dette nærmest lavpraktiske anliggende har vidtrækkende konsekvenser, idet situationens grad af håbløshed relaterer direkte til spørgs­målets svar.

At der skulle være tale om et skinproblem, finder jeg ikke overbevisende. Tegnene om­kring os peger overvejende i retning af nævnte tendens. Selv ”Terminator”-filmenes ultimative rædselsversion forlader sig på en art koncentration af det teknologiske systemi menneskeform – det er metalskelettets maliciøse grin, snarere end Skynets selvbestemmelse, der lader bio­grafgængeren gyse; det tekniske dyr trækkes stadig med krympende viscera.

Har vi da med ovenstående bevæget os ad en af utallige avenuer, der alle leder samme sted hen: til menneskets fundamentale vanart? Er vægten med ”nosser og indvolde” i den ene skål og i den anden ”abstraktion og teori” tippet så dybt i sidstnævntes favør, at den oprindelige skaber ingen chance har for både at forstå og agere, men tvinges til enten blind aktivitet eller fade grublerier?

Eftersom magten, energien til at påvirke og forme vores liv, ligger spredt igennem det tek­niske kompleks, er den jo netop diffus – med Skrbinas ord “woven into the fabric of the system itself” – og ikke møntet ud i en faretruende robot, et åbenlyst mål.

Det meste, vi smider imod det,kan enten indoptages eller på anden måde vendes til dets fordel, og selv teknologikritik tjener nu i over­vejende grad systemets behov.

(Dette sidste har til eksempel Evgeny Morozov – i sig selv en temmelig mild røst – påpeget med reference til Nicholas Carr og Soshana Zuboff, der vel må regnes som genrens mest populære skribenter.)

At det samme er tilfældet med vrede rettet imod dets mest iøjnefaldende pinger – politikere og tech-magnater – ser vi for tiden demonstreret på den anden side af Atlanten, hvor systemets tiltag i bekæmpelsen af ”the far right” har nået totalitære dybder.

At dets dynamik og selvkorrigerende feedback loops vil strække til at redde det fra det kaos, det nærer ved sit bryst, er på længere sigt – say the next century or so – vanskeligt at forestille sig. Alene de forestående migrations­bølger, og de uroligheder, der hermed vil følge, synes en uoverkommelig udfordring.

Men vil politisk aktivitet indtil det grufuldt frigørende kollaps da kendetegnes udelukkende ved fortløbende lappeløsninger – eksempelvis standen mod nye totalitære udvidelser, mod anførte nyfascisme?

Hvorom alting er, lader kampen mod en uhåndgribelig fjende sig vanskeligt kæmpe. Den ofte vildledende og vildledte personfiksering er derfor let at forstå og må desværre forventes at gribe om sig, som år­hundredet går dets rasende gang.

Som antydet har mønten dog – som det nu engang forholder sig med mønter – også en anden side. 

Selv små indgreb kan i en indviklet sammensætning have enorme konsekvenser, og systemets kompleksitet, der indtil videre har været dets store styrke, kan ganske tænkeligt gå hen og vise sig dets endeligt.

Historien er rig på illustrationer, men hvor, til eksempel, mordet på Franz Ferdinand ledte til reinforcering og videre udfoldelse, synes verden efter 9/11 præget af en systemets skrækreaktion.

Jo da, kontrollen er blevet skærpet og menneskene dummere, men Leviathans bløde bug også blottet – det irregulære er en kniv i det regulære.

Grænsen for systemets indoptagelse og ud­nyttelse af utilsigtede konsekvense – ”likvidi­tetskri­ser”, pandemier, terrorisme – nærmer sig i takt med grænsen for dets egne redskabers effektivitet: Den fragmentering og åndssløvhed, som især informationsteknologien fører med sig – pædofile ”Reptilianere” på den flade jord, 200+ køn, evigt liv i cyberspace – kan ikke undgå at erodere grundlaget for systemets videreførelse – med reference til nærværende teksts indledende citat: ”Verden er i frit fald.”

I dette mangfoldighedens skin kommer tom­heden snigende, ikke kun fjenden savner definition. Forbrugeren, der med et øje på hjemmets bekvemmeligheder bilder sig ind at leve et friere og mere alsidigt liv, sorterer i denne forstand under samme kategori som aktivisten, hvis idé om multikultur og oprør står og falder med censur på vegne af stadig flere fiktive minoriteter. De er begge systemets tjenere, skønt sådanne, der med tiden vil føre til dets kollaps, en allerede fremskreden proces – at det nuværendes overlevelse ind i det 22. århundrede er ”vanskeligt at forestille sig”, må i betragtning af kendsgerningerne dømmes lidt af en underdrivelse.