Aben og algoritmen, 1. del

“Hvis vi skal tale om en almægtig guddom, må det være entropien. Verden er i frit fald.”

                     -Erwin Neutzsky-Wulff

Bebyrdet med ansvar for massernes rettro, et ansvar, han smilende tog på sig, fremviste Milton Friedman i 1980 en blyant for deres spørgende miner.

Forestillingen blev transmitteret af CBS, og han kunne således have ledt deres opmærk­somhed mod op til flere tekniske vidundere umiddelbart inden for rækkevidde. Af hensyn til illustrativ kraft valgte han dog så beskeden en forarbejdet genstand som muligt: Selv med dens relativt sparsomme enkeltdele var den simple blyant nemlig, grundet processerne, der forbindes med produktion og distribution deraf, at regne for et lille mirakel.

Friedmans hensigt var at illustrere markedets overlegne behandling af informa­tion, sammenlignet planøkonomiens, men op­visningens væsentligste, skønt utilsigtede lærestreg kan følges langt hinsides Vesten og Sovjets rivalisering.

Giver vi os af hermed, altså med at følge lærestregen, passerer vi snart den på sin vis overfladiske modsætning mellem planøkonomi og det ”frie” marked og ankommer til erkendel­sen af adjektivets misvisende parring med nævnte substantiv: Under industrielle forhold er intet frit, eller alt søges i det mindste kontrolleret og inddæmmet på disse forholds vegne. End ikke liberalistens markedsmekanis­mer løber ukontrolleret fort, men forudsætter bistand af juridisk, militær og anden statslig karakter (under sådannes fra­vær indtræder urolige tilstande nærmest øje­blikkeligt, og effektiviteten daler proportionalt). At såvel liberalister som socialister negligerer industrisamfundets lænker, kan i sig selv tolkes som bevis på teknikkens nu altdominerende indflydelse, dens virkning på menneske og verden.

Den effektive produktion er, som Jacques Ellul lader forstå, hvad det hele drejer sig om, en omstændighed, der fordrer alt andet end menneskets frie udfoldelse (what ever that means).

Et totalitært system er, grundet den teknologiske overbygnings stigende kompleksitet, uundgåeligt. Som vi ser, vokser der fra gårsdagens teknik andre teknikker, hvorfor kravet om kontrol ligeledes griber om sig – jo flere masker i nettet, desto strammere har det vist sig.

At vi i adfærdsregulering, overvågning og indespærring har med fænomener at gøre, uden hvilke industrisamfundet ikke finder sted, vil forhåbentligt gøres tydeligere, som vi fort­sætter. Der er – for nu at sige det populært – tale om features snarere end bugs.

Som vi hugger vej gennem krattet, vil en anden ufremkommelighed tage form i vores hoveder: Hvordan konfronteres en sådan mod­stander, hvordan skal den overhovedet forstås?

Metastaser

Inden vi bevæger os videre, synes en begrebsafklaring på sin plads.

Med ”teknik” mener jeg ikke blot mængden af stadig mere specialiserede og ressource­krævende instrumenter, der i daglig tale betegnes ”teknologi”, men ethvert af de midler, der iværksættes med rationelt definerede mål for øje – hvilket, som antydet foroven og uddybet forneden, nu om stunder vil sige ”med henblik på den effektive produktion.”

Hvor shamanens religiøse teknik opretholder forbindelsen til verdens overnaturlige grund, opererer den industrielle i en stivnet verden af ressourcer til progressiv udnyttelse, bevirker en accelererende march mod en stadig bredere og bestandigt tilbage­trækkende horisont – der så til gengæld lader alt andet snævre ind.

Dette er området for Elluls undersøgelser og da også klart det mest afslørende sådant, eftersom maskinernes vidtrækkende determi­nants først ses, såfremt vi lader blikket vandre videre ud over terrænet.

Omtalte kompleksitet frembringes ikke ved menneskets viljestyrke, men følger på den tek­niske impuls’ gradvise forplantning ud i verden, en proces, der siden det mekaniske urs frem­komst og i særdeleshed det attende århundrede har bevirket det mest dramatiske skift siden overgangen til agerbrug. Dette hændelsesforløb kan naturligvis læses som en videreførelse, af hvad der under neolitikum sattes i skred, men når et skel alligevel må trækkes mellem præindustrielle forhold og tiden, vi selv bebor, skyldes det, at det kvanti­tative med teknikkens udvikling er blødt over i det kvalitative – det er ikke kun et spørgsmål om grad, men om væsen.

Den industrialiserede teknik forpligter sig som følge af nævnte sigte til en konstant, fremadrettet udvidelse af egen sfære, hvorfor de, der bilder sig ind, at den blot er noget menneskene gør, en af flere aktiviteter af til­svarende vægt, og således under deres ”kontrol”, enten savner indblik i dens natur eller overlagt forsøger at lade den plumre.

Med væven, dampmotoren og det liberalistiske gøglebillede – der i dag tjener en udelukkende teknisk funktion – påbegyndes den geometriske himmelflugt; så snart en aktivitet støder op mod og berøres af teknikken, ordnes den i overensstemmelse hermed, hvilket grundet fænomenets eskalerende udbredelse, forårsager en eskalerende teknificering af den omkringliggende verden, indtil det bliver van­skeligt at tale om en sådan.

Som Ted Kaczynski påpeger i relation til langsigtet planlægning af det teknologiske samfund:

”Any small extension of the range of predic­tion requires an exponential improvement in the accuracy of the data.”

Kompleksitetsniveauet er sagt på en anden måde eksponentielt snarere end lineært stigende, hvorfor de berørte af menneskelivets lag må forventes at blive flere og dybere i overensstemmelse hermed – maskineriet er trods alt endnu, som en parasit, afhængigt af vort stofskifte (såfremt denne afhængighed hører op, kan udryddelsen påbe­gyndes, og allerede i dag er overskudsbefolk­ninger mere eller mindre overladt til egen tæring).

I den udstrækning, at menneskets adfærd ikke tilpasses maskinens, bekostes sidst­nævntes effektivitet. Teknikkens og individets frihed er i denne forstand inverst proportionale.

Friedrich Jünger beskriver, hvordan mennesket er

”mit dieser Maschine wie mit einer starren Prothese verbunden, die auf seine Bewegungen einfluss übt.“

At indflydelsen også sker på sindets rørel­ser, er uomtvisteligt – hvad er for eksempel midlerne til massekommunikation, hvis ikke en enorm og rigid protese, der lader vores tanke­gang humpe stift i tråd?

Som forhenværende vicepræsident for Verdensbanken, Minouche Shafik, udtaler til Information, ”skal børn tidligt i skole og formes efter fællesskabets pædagogik.”  Med ”tidligt” mener hun tidligere, og med ”skole” indlysende blot afretningsanstalt – ”fællesskabets pædagogik” indeed!

Nødvendigheden af denne tidligere indsættelse i systemets slisker samt af en fremadrettet mere indgående institutionalisering skriver sig ifølge Shafik – og efter alt at dømme Information – fra tre årsager: ”(F)olk kommer til at arbejde længere”, ”teknologiske forandringer” og ”be­hovet for at skifte job, som bliver større, når arbejdsmarkedet forandres.” At disse tre, med minimal anstrengelse af tanken, kan reduceres til en enkelt, synes næsten fornærmende at påpege over for læseren, og det er sigende, at Shafik, uden at trække forbindelsen til teknikken, sætter arbejdslivets forlængelse som den primære af de tre.

At budskabet pakkes ind i begreber som ”social retfærdighed” og ”global lighed”, samt at Shafiks hudfarve og køn sættes up front, er ligeledes karakteristisk for de massemedierede juhu-piger. Så gennemgribende tager åndsforarmelsen sig åbenbart ud, at systemets kolportører, uden at rødme, søger at sælge et sådant mål som attråværdigt.

At kastes fra call-centret til kassebåndet til budcyklen er ikke fornedrende spild af hjerte­slag, men et fucking eventyr: ”Arbejdslivet er” i det 21. århundrede ”som at klatre i træer” for nu igen at citere Shafik. Mennesket gennes altså ikke blot fra celle til celle – den næste altid trangere og mørkere end den forrige – men bydes endda at smile undervejs, den tek­nologiske udviklings belejring af sindet.

De, der læser Neutzsky-Wulff, vil have en anelse om, hvor dramatisk en verdensind­snævring, der følger på denne udvikling, at der altså snarere er tale om en afvikling.

Som det illustreres af følgende udpluk fra Norman Davies’ standardværk om Europas Historie, er vi dog under teknikkens tyranni tilbøjelige til at skue al tidligere aktivitet som hæmmet i proportion med manglen på teknisk fremskridt. Den mørke middelalder var som bekendt præget af en sådan armod, hvorfor

”people’s perceptions(…)lacked any strong sense of discrimination between what later times would call the natural and the supernatural, between fact and fiction, between the present and the past. Men and women had few means of verifying the messages of their senses, so all sorts of sensations were given similar credence. Angels, devils, and sprites were as real as one’s neighbours.”

Domsmanden i sidste tilfælde er ikke vores sanser, men en konsensus, der faciliteres gen­nem og forudsættes af teknikken[1]. Mere om denne kognitive ensretning forneden.

Med liberalismen indtræffer en vis bovlam­hed, hvad vore forestillinger om mennesket angår. At dette væsen under enhver tænkelig omstændighed og før alt andet vil kere sig om komfort, placiditet og lignende fornuftigheder, er imidlertid vanskeligt at forlige med kulturernes egenarter – den zoologiske haves indhegning og rutiner lejrer sig skam også i dyrene.

Denne teknikkens masen sig på og ind i stadig flere kroge og sprækker afstedkommer løbende dens egen videreførelse. Et karakteristikum, Ellul benævner ”auto-accroissement”.

Den eks­ponentielle vækst er altså, som allerede antydet, selvdeterminerende.

Dette er teknikkens logik ud fra nævnte målsætning, altså udnyttelsen af så stor en del af den samlede mængde produktionsfremmende påhit x, der står til råde indenfor tidsrummet y. Nye maskiner avler nye maskiner, professioner og metoder, ikke sjældent for at afbøde skadevirkninger af andre maskiner, professioner og metoder – igen, teknik afstedkommer teknik.

Da denne proces påbegyndtes, det vil sige, da skabningen nåede en vis kompleksitet, ind­traf dens bemægtigelse af skaberen. Dens magt har siden været stigende og således også truslen, den udgør.

”(I)t is a kind of tsunami of complexification, one that both swept us into power and now threatens to sweep us away, using our own tools to do so.”

Således David Skrbina, der her gruer for det økologiske og civilisatoriske kollaps – og den hypotetiserede ”singularity”.

Lægger vi hovedet en anelse på skrå, tyder meget dog på, at vi, menneskene, allerede er fejet af vejen.

Lader vi nemlig blikket vandre som nævnt, træder et landskab frem, befolket af humpende og stavrende skikkelser, alle slæbende på samme protese.

Det er efterhånden kun sjældent, at de gør brug af en blyant, men i dens sted er nu computeren og smartphonen, der begge kan så fantastisk meget mere, trådt ind. Ikke blot kan de tilsluttes netværk, der lader Budskabet flyde frit, men engagere skikkelser i hundredvis af millioner, ja faktisk milliarder, som følge – og til oprethold – af netop nævnte tilslutning. Disse milliarder af ellers retnings­løse skikkelser skænkes hermed fælles fjed; dels i udvinding af mineraler, brændstof og andre ressourcer; dels i salg og servicering af de stadig flere produkter og i servicering af de, der således servicerer – hvordan skulle Pernille dog kunne passe sit job i vuggestuen, hvis ingen stod parat til at se efter hendes et­årige?

Nej, uden protesen ville skikkelserne have savnet enhver retning – elsket, snakket med engle og taget loven i egen hånd. I dag kan de ikke overleve uden.  

Indvendingen, at mennesket af natur er bundet til teknikken, kan vanskeligt benægtes. Vi er ”det tekniske dyr”, hvorfor det nuværende mareridt da også (ligesom alt andet) udspringer af proteinsyntesens krav. Antagelsen, at denne og menneskets trivsel skulle være målet for den teknologiske udvikling, er imidlertid fejlagtig, hvor udbredt den end måtte være.

Teknikkens ledende princip er i dag netop den tekniske ekspansion, som vi her bliver ved at vende tilbage til, og eventuel benefice for mennesket af sekundær orden.

Lighedstegnet mellem bemeldte effektivisering og menneskets ”behov” er blot et tilfælde af den teknologiske udviklings afterbirth, de ideologiske kunstgreb, der i sig selv må regnes for forgreninger af det tekniske kompleks.

Allerede i 1930’erne og 40’erne havde for­vekslingen af teknologisk udvikling med menneskelig samme vundet betragteligt hævd. Jünger beretter videre om protesens indflydelse, her den automatiserede benægtelse af det afvigende perspektivs gyldighed:

”Widerspruch ohne Begründung, pure Versicherungen, unbedingtes Vertrauen in eine maschinell zu bewältigende Zukunft, darauf läuft die Summe der Einwände hinaus.“

For selvfølgelig må den ideologiske afstivning følge tjept på fænomenets landevindinger! Budskabet er uundværligt.

Tilværelsen som ren og skær ressource er til tider knapt så let at sælge, og adfærds­regulering har i takt med dette umenneskelige krav til mennesket vundet stadig større indpas blandt systemets taktikker, man kan vel nær­mest tale om strategi. Massemedier, læreran­stalter, ”human relations”, terapi og psykofarmaka – disse er alle følgesymptomer på sygen, biprodukter af teknologiens krav[2].

Mentalhygiejnikere som Milton Friedman, Minouche Shafik og Rune Lykkeberg er integrerede og uundværlige dele af komplek­set. Førstnævntes begejstring under bemeldte tv-transmission er således at forvente, idet den ud fra ovenstående overvejelser af systemets værensgrund må sluttes at være lige så uløse­ligt knyttet til blyanten, som udvindingen af jernet til saven, der fældede træet, der gik til blyanten, der anvendtes til bogføring for firmaet, der i sin tid udvandt malmene til jernet, der gik til saven og så videre derudaf, i et stadig mere vidtfavnende fletværk, indtil de enkeltdele og aktiviteter, der tilsammen konstituerer bemeldte system, hver og én er regnet med.

Jacques Ellul navngav dette forhold, at én teknik implicerer samtlige – at næste tryk på maskinen, der i skrivende stund står placeret for mit åsyn, på sin vis indebærer anvendelsen af enhver anden dimsedut og teknisk metode – ”unicité”, et- eller enhed. Det er denne enhed, Friedman med sin besyngelse af blyanten priser, blot uden hensyn til den substruktur af kontrol, åndsforarmelse og udbytning, der heraf forudsættes, men som ville være ineffektiv at bringe på bane, det vil sige: mod­stridende Friedmans egen tekniske funktion.

Det er denne enhed, hvori mennesket grad­vist opløses, og så fremskreden er processen efterhånden, at ethvert islæt udover mistro og had er blevet den moderne ”samfundsborger” udschaltet.

Denne nærmaskinelle version af mennesket eksemplificeres til fulde i skikkelse af den politisk korrekte nyfascist: Politihelikopterens søgelys skinner gennem WOKE-betjentens øjne, dens radio skratter fra hens kæft – ”politisk korrekt fascisme” er i denne forstand en pleonasme, et glas isvand med is.

Det er ingen tilfældighed, at netop seksualitet, kunst, videnskab og humor under­kastes vedvarende angreb i borgerpressens sider, alt imens kapital, krig og totalitære beføjel­ser forbeholdes paranoikerens murren i inter­nettets afkroge; at Twitter ekskluderer i hobe­tal under henvisning til disses ”undermining of the faith in NATO”, netop som Dorsey donerer millioner af dollars til Ibram  Kendi – en person, der åbent har advokeret for indstiftelsen af et raceråd af raceeksperter med omtrent samme uantastelige status som den amerikanske højesteret.

Dette er alt sammen del af samme syge spil, hvori også homo- og transseksuelle reduceres til brikker, hvormed at holde os andre i skak. Ja, dehumaniseringen er nærved total, og for­bandet være de, der spiller med!

Fortællingen om den ubikvøse, men skjulte racisme og sexisme kultiveres, foruden dens vildledende funktion, grundet dens effektive domesticering af de til tider genstridige træk­dyr. Det er en indflydelse, der foranstaltes gennem netop nævnte angreb på livets mere uregerlige ytringer, angreb, der i sig selv lanceres på maskinernes bud, hvorfor udlicitering af panservirket til hver en villig kriger for ”social retfærdighed” må tælles blandt de mere opfindsomme teknikker til kontrol af vores adfærd, tolkes som en udbyg­ning af det tekniske system.

Følgevirkningerne af den tekniske impuls, der med industrialiseringen skænkedes udfoldelse som vist, indbefatter således på flere og til tider uventede måder en utydelig­gørelse af grænsen mellem menneske og tek­nik. Langtfra begrænset til samlebåndets sjæledød indhyller mørket snart ganske livet i det moderne, og det kan derfor, givet denne slagskygge, diskuteres, om ikke mennesket i dag er forvist til et landskab, hvis fremmedart intet tidligere sidestykke kender, og hvorvidt fordums redskaber til afklaring må kendes utidssvarende, hvis da ikke direkte vildledende.   


[1] Det kan som en understregning af tyranniet bemærkes, at Ockhams ragekniv introduceres på bogens næste side.

Så vægtigt er det åbenbart, at en per definition usanselig facitlistevirkelighed dømmes mere epistemologisk antagelig, end at slutte ud fra sanserne.

[2] Såvel liberalismen som sovjetkommunismen kan i denne sammenhæng læses som bud på en retfærdiggørende fortælling om det tekniske fænomen i moderne tider, om situationen i det teknificerede samfund.

At denne grundlæggende er den samme, om så opsyn med produktionsmidlerne tilfalder kommissærerne eller entreprenørerne, antydes netop i opskrivningen af teknologisk udvikling og den derpå følgende belejlighed til menneskets ypperste mål, en vildfarelse, som er fælles for begge ideologier.