Som Heidegger pointerer i sin artikel Die Frage nach der Technik, er de gængse beskrivelser af teknologien: Technik ist ein Mittel für Zwecke og Technik ist ein Tun des Menschen.
At teknologi er et middel til at nå vores mål, er indlysende i mange tilfælde, som bl.a. biler, ovne, telefoner etc. Vi har behov for at bevæge os over store afstande, bilen. Vi har behov for at lave mad hurtigt og nemt uden svineri, ovnen. Vi har behov for at kommunikere uden nærhed, telefonen. Spørgsmålet bliver her, om sådanne behov er iboende mennesket eller presset ned over os.
At teknologi er en menneskelig gøren er vel også i det mindste trivielt sandt – der er snart ikke noget aspekt af livet, der ikke er kvantificeret med henblik på profit og effektivisering – dog synes det mindre indlysende, at dette skulle være en essentiel del.
Siden vi syndige blev smidt fra edens have, hvor penge groede på træerne, og lianer af drop med alskens humørregulerende pharmakon var tilgængelige under alfaderlig omsorg, har vi kæmpet for at nå dertil igen, og den essentielle menneskelige gøren – teknologien – er da redningen fra den umenneskelige gøren selv at skaffe sig kost og logi, og prisen blot den mere noble beskæftigelse, lønarbejde. Derfor er også langt de fleste villige til at lægge deres liv i teknologiens hænder og suse mod paradis med syvmile(frem)skridt; eller sådan kunne man få lyst til at forklare vores hovedløse higen efter en teknologisk formyndende fremtid.
Som det af ovenstående nok viser sig klart, er forfatteren af denne tekst ikke begejstret for vores ureflekterede hengiven til teknologien. Jeg ønsker med dette lille skriveri at servere en spiselig kritik af samme håbende, at blot nogen vil kunne underholde ideen om, at teknologi måske ikke er til for tilfredsstillelsen af vores behov, men egentligt kun samfundets. Det synes ikke længere udtømmende at tale om teknologi som et stadig større udvalg af maskiner, hvis eneste formål er at lette hverdagens og industriens byrde, til det er mængden af ubrugelige dingenoter nok blevet for synlig for enhver.
Måske skal teknologi snarere ses som en bestemt udlægning af verden, der i dag gennemsyrer næsten alle aspekter af vores liv, en tankegang, der indsnævrer viften af mulige erfaringer til dem, hvori vi oplever alt fra naturen til vores medmennesker som potentiel vinding, en mulig kraft, hvis manifestation bliver den tekniske løsning, der skal bibringe den fremtidige profit (fx en maskine).
Hermed en foreløbig fremstilling af teknologien, der forhåbentligt vil fremstå tydeligere mod enden af disse sider.
Vi skal se på teknologien fra to forskellige vinkler:
Først ser vi på overfladen, maskinerne – her forstået som kropsliggørelsen af vores teknologiske tidsånd. De skabes eftersigende for vores fælles bedste og er et nødvendigt skridt på vejen mod en bedre verden. At dette skulle være deres primære funktion, vil jeg dog udfordre.
Derpå skal vi lede efter den grundlæggende dynamik, som maskinerne er manifestationer af, m.a.o. teknologiens væsen, teknologi som en bestemt måde at udlægge verden på. Det vil måske herefter dæmre for læseren, at teknologien ikke bare er én måde at lade verden træde frem på, men tilmed en meget kold og fattig én af slagsen.
Som jeg nævnte i starten, er teknologi tit opfattet som enten midlet til et mål og/eller en menneskelig aktivitet. Noget andet synes dog at titte frem, når vi kradser i overfladen på denne gængse holdning.
Vi er efterhånden alle i besiddelse af en smartphone, og dette ikke kun i det progressive aftenland. At det er smart, at vi kan tage billeder af, hvad end der måtte dukke op på vores vej, kan diskuteres, men om ikke andet er smartphonen et middel til bl.a. dette mål (at vi har mistet vores evne til at genfortælle og skabe en narrativ i en sådan grad, at vi må fotografere samtlige måltider, er et andet, men relateret problem). Når nu telefonen kan fotografere, hvad er så næste skridt? For der er nemlig altid et næste skridt, og dette er eftersigende fremad. Skal man more sig lidt på Apples bekostning, er dette næste trin ikke bare ét, men hele tre kamera på samme telefon! Målet synes nu en smule mere utydeligt.
Synes læseren nu, at dette eksempel var en smule søgt, da en del teknologi jo faktisk letter hverdagens byrde, kunne vi springe videre til vaskemaskinen. Da denne blev mere tilgængelig for den brede befolkning under 2. verdenskrig, gjorde bl.a. vaskemaskinen kvinderne i stand til at have et job, alt imens deres mænd kæmpede for demokratiet på kontinentet. Men da mændene så kom hjem, stoppede kvinderne ikke med at arbejde, til trods for at vaskemaskinen stadigvæk arbejdede for dem. Vaskemaskinen havde således givet kvinderne frihed til at lønarbejde for staten i stedet for at få mere tid med familien. Heldigvis kom der dog hurtigt mange flere ’labor-saving devices’, samt børnepasningsordninger, der kunne effektivisere husholdningen og næsten helt frigøre mænd og kvinder fra familiens skød. Målet synes igen en smule udvisket.
Man kunne her indvende, at det ikke var samfundets griske stræben efter vækst, men en del af kvindekampen at forblive på arbejdsmarkedet efter krigen. Og dette er også rigtigt, ligesom at cigaretten med Edward Bernays hjælp blev kvindernes ’torches of freedom’. Både pengemænd og feminister var glade.
Det skal også pointeres, at vaskemaskiner ganske vist gør vasketiden kortere. Det, jeg forsøger at vise, er dog, at udviklingen og produktionen af disse maskiner koster penge, penge, der skal tjenes. Vi sparer noget tid ved husholdningen, som vi så kan bruge på arbejdet i stedet. Vaskemaskinen, skal derudover skiftes ud og hele industrien er afhængig af, at folk ikke blot køber en enkelt, men flere og bliver ved at gøre det. Biler, internet, telefonen og dens apps gør kun livet lettere, idet de effektiviserer den tilværelse, som det økonomiske diktatur fra fødslen af har påtvunget os.
De tidsbesparende maskiner og den stigende arbejdsbyrde synes således at følges ad, og spørgsmålet presser sig da på: Bygger vi maskinerne for at hjælpe mennesker med et uundgåeligt stigende tidspres? Eller er produktionen af disse maskiner selv skyld i det stress, vi køber dem for at afhjælpe? Er der altså i sidste tilfælde tale om en ond cirkel til det teknologiske samfunds fordel og ikke menneskets? Dette er selvfølgelig skarpt sat op, men ikke desto mindre bliver pensionsalderen højere i takt med den teknologiske udvikling. Enten har datidens jægere og samlere haft helt enormt travlt, og hvis ikke skal vi måske overveje, om ikke anden del af førnævnte disjunktion er værd at se nærmere på. Vi synes at bytte flere og flere af de opgaver (og oplevelser) – som vi gennem evolutionen har udviklet os til at tage hånd om, og hvis fuldførelse kroppens belønningscentre gør os glade ved – med mere og mere meningsløst lønarbejde, for hvis penge vi nu kan frikøbe os fra disse opgaver. Teknologi skal være rentabelt, og det er det ikke, hvis det faktisk giver folk fri.
Tænk på mængden af arbejde – udvinding af råstoffer ved slavelignende tilstande, rygende fabrikker, international transport af maskindele i fly, hvis motorer afbrænder tonsvis af organisk materiale, samt års research indenfor computerteknologi – der skal til for, at en teenager på SU kan sidde og spille et ’survival-game’ på sin PC.
Uanset hvor man står med hensyn til den teknologiske udvikling, vil de fleste nok medgive, at tiden, hvor opfindelser skabtes for at tilfredsstille behov, er ovre. Nu strides der om at skabe behov, og eksplosionen af produkter vidner om en enten desperat eller overmodig tro på fortsat økonomiske vækst, for ikke at tale om den vanvittige negligering af den økologiske katastrofe, hvis golde ånde enhver, hvis ikke person så i al fald videnskabsmand, i dag føler i nakken.
Hvad så med de medicinske fremskridt? Udover at de drives af økonomiske interesser – brugere af mr-scannere er mere interessante end malariapatient-er, selvom man nok ville redde flere liv, ved at bruge pengene på sidstnævnte – er de også forårsaget af et sygeligt forhold til døden, eller måske snarere et manglende forhold til døden. Mennesker skal være så mange som muligt og leve for evigt – og udover det helst se ud og te sig som unge, så længe som muligt. Jeg forsøger mig her med et tankeeksperiment: Hvis vi kunne opfinde den, ville vi så ønske os en maskine, der kurerede alle sygdomme, lod os leve evigt, og vækkede de døde til live? Som det ser ud nu, er det målet, imod hvilket den medicinske teknologi raser.
Hvorfor dette mål skulle være ønskværdigt, og hvilke konsekvenser, dets opfyldelse ville få, er åbenbart mindre interessant.
Og selv hvis der er ’gode’ ting ved den medicinske videnskab, ser det ud til at være umuligt at skille dem fra de ’dårlige’. Theodore Kaczynski skriver:
“You can’t get rid of the “bad” parts of technology and retain only the “good” parts. […] Progress in medical science depends on progress in chemistry, physics, biology, computer science and other fields. Advanced medical treatments require expensive, high-tech equipment that can be made available only by a technologically progressive, economically rich society. Clearly you can’t have much progress in medicine without the whole technological system and everything that goes with it.”
Den rovdrift, som drives på planeten og dens mennesker, synes at være et uundgåeligt led i udviklingen af nye teknologier. Og nye teknologier er en nødvendighed for at undgå en malthusiansk katastrofe. En katastrofe, der dog nok – givet den relativt sparsomme plads på kloden, de finitte ressourcer og den eksplosive befolkningstilvækst – vil finde sted alligevel, blot des mere omsiggribende des længere tid vi venter med at gøre noget ved problemet. Det lader altså ikke til, at vi kan redde os ud af situationen ved hjælp af teknologi, blot udskyde problemet, ej heller kan vi som sagt bare vælge kræftbehandling og rumfart til og de ’dårlige ting’ fra.
Men da der højst sandsynligt ikke sidder et lille ondskabsfuldt panel og bevidst styrer planeten mod dens afgrund, må det jo næsten være noget, vi alle i forskellig grad tager del i.
Som det kommer til udtryk hos Heidegger er teknologi ikke en samlebetegnelse for de tekniske ting vi har (fx maskiner), men groft sagt en bestemt måde at ordne verden på.
Den teknologiske tidsalder, vi lever i, synes netop kendetegnet ved, at vi tænker verden teknisk – altså ser verden gennem teknologien – og ikke at vi lever blandt alskens apparater og instrumenter. Liggesår er heller ikke essensen af lammelse. At tænke teknisk skal her ikke forstås som at tænke logisk eller rationelt – selvom det ene ikke udelukker det andet. At tænke gennem den moderne teknologi er at sætte verden på en bestemt måde, i et bestemt lys, at udlægge den som et reservoir af potentiel energi/kapital til videre brug for åbningen af endnu større reservoirer osv. ad infinitum. Alle ting, inklusiv mennesker, synes i stadig højere grad sat som aktiver, midler til et mål, der aldrig selv kommer til syne, forsvindingspunktet for den økonomiske stræben.
Heidegger kalder dette, at den moderne teknologi udkræver eller fordre (Fördern) naturen til at stå klar som bestand, opmagasinering (Bestand) til videre bestilling. Verbet at stå, optræder her i flere former: står klar, bestand, bestilling, og det er netop hvad der menes, når jeg tidligere siger at den moderne teknologi ’sætter’ verden på en bestemt måde, lader den træde frem for os i et bestemt lys. Sandhed er på oldgræsk alétheia (ἀλήθεια). Alfaet er et alfa privativum, og stammen leth (λήθ) betyder, at noget skjuler sig eller er dækket til. Betydning bliver derfor noget hen ad ’afdækken’, eller hvad der kommer frem i lyset. Den moderne teknologi og teknologi i den oldgræske forstand som techné (τέχνη) skiller sig fra hinanden derved, at førstnævnte mangler det poetiske element. Heidegger skriver om techné:
„Einmal ist τέχνη nicht nur der Name für das handwerkliche Tun und Können, sondern auch für die hohe Kunst und die schönen Künste. Die τέχνη gehört zum Her-vor-bringen, zur ποίησισ; sie ist etwas Poietisches.“
Begge er former for sandhed, afdækken, men den moderne teknologi, der bygger på den moderne videnskab og dens instrumenter, fokuserer kun på den instrumentale del af frembringelsen, og formår derfor ikke at se elementerne som mål i sig selv, men altid allerede som ressource for noget andet. Heidegger sammenligner de to afdækninger af Rhinen, som henholdsvis en strøm af el, man har bygget ind i et vandkraftværk, og digtet Der Rhein af Hölderlin. Men kan man ikke stadig se Rhinen på andre måder? Til dette svarer han:
„Mag sein, aber wie? Nicht anders denn als bestellbares Objekt der Besichtigung durch eine Reisegesellschaft, die eine Urlaubsindustrie dorthin bestellt hat.“
Da Kant bad os handle således, at vi aldrig behandler et andet menneske blot som middel, men tillige som et mål i sig selv, burde han måske havde inkluderet naturen, da den blot instrumentale udlæggelse af naturen, som vi ser nu, lader til at gøre hans diktum umuligt.
Med dette in mente, når stadig flere ting nu til dags træder frem for os i deres blotte instrumentalitet, eller mere konkret, hvis vi eksempelvis erfarer et stykke land som et kulreservoir, i stedet for, lad os sige, som elvere og troldes bolig, er dette sandt (alétheia), men det er teknologiens væsen, virkende gennem det moderne menneske, der afdækker landskabet således. At erfare det anderledes, er altså ikke blot muligt, men lige så sandt, det er blot et spørgsmål om vores behov. Vi har brug for kul til vores fabrikker, så vi kan lave strøm, som kan sælges videre til fremstillingen af produkter, som så sælges videre og inkorporeres i forskellige maskiner, som så kan bygge andre ting osv. Pointen er, at vi nu har udlagt landskabet som et aktiv, og end ikke til opfyldelsen af noget bestemt, men som bestand, der så står klar til bestilling, til videre produktion/profit/energi uden videre mål end det at få mere af det samme. På spørgsmålet om, hvorvidt den gamle vindmølle kan lægges under samme kritik, svarer Heidegger:
„Gilt dies aber nicht auch von der alten Windmühle? Nein. Ihre Flügel drehen sich zwar im Winde, seinem Wehen bleiben sie unmittelbar anheimgegeben. Die Windmühle erschließt aber nicht Energien der Luftströmung, um sie zu speichern.“
Når den gamle vindmølles vinger drejer i vinden, kan vi få malet vores korn til mel og bagt brød. Vi hører, hvordan vinden hiver i sejlene, der er underlagt dens luner. Vinden er altså stadig den, som vi føler kærtegne os en varm sommerdag eller ruske os i det grå efterår. Den nye vindmølle har udlagt vinden som et abstrakt, en energi, som vi kan gemme til viderebestilling. Begge udlægninger er sande, men afdækker forskellige aspekter og – mere vigtigt – tildækker i denne proces andre. Når vinden nu til dags træder frem for os som elkraft – når det er sandt, at den er potentiel energi – er det styret af vores behov for strøm. Sandhed og vores behov klynger sig altså til hinanden, og som jeg forsøgte at fremstille tidligere, skabes disse behov altså af de økonomiske/teknologiske kræfter.
Hvad vi i dag ser som sandt, styres af verdenssamfundets behov, hvilket sat på spidsen er energi. Sandheden E = mc2 gør masse og energi til to sider af samme sag, og opløser skellet imellem dem. Denne ligning kunne være inspiration til at revurdere vores fasttømrede ideer om verdens byggesten og den ’ydre verden’, som de fleste tager for givet. I stedet bliver den i langt højere grad (som alt andet nu til dags) brugt til at afdække verden som potentiel energi/profit; eksempelvis atomkraftværker eller bomber. Den moderne naturvidenskab er en yderst brugbar model, når vi skal forsøge at forstår verden, men dens næsten uløselige forbindelse til teknologien og dens rolle i skabelsen af den profit, hvormed købmændene har fået magt til at diktere dens mål, ændre lyset, i hvilket vi ser dens resultater. Videnskab og kunst som poiésis står altså ikke i modsætning til hinanden, men er blevet skilt ved teknologiens instrumentalisering af verden.
Kunst og håndværk (techné) er også gledet fra hinanden, og masseproduktion er efterhånden det eneste træk, de deler. Kunsten har ingen håndværkere længere, og håndværkerne ingen kunstnere, for det er der ikke tid og penge til. Kunst blev politiske kommentarer og finurligt blikfang, der passer til vores sms-opmærksomhed i stedet for poetisk manipulation af verden, altså verdensskabelse, og håndværk blev effektiv masseproduktion og ikke techné som poiésis.
Den moderne teknologi lader os se verden i instrumentalitetens lys, hvori alt er til for noget andet, og bliver som sådan til et intet. Dette forklarer også den globale identitetskrise, der finder sted både på individ- og nationalstatsniveau.
Er man en af dem, der føler sig målt, vejet og vurderet af det moderne livs kolde hænder. En af dem, der føler, at de i menneskehavets kor gisper efter vejret. En af dem, der konstant er på udkig efter noget, der kan mildne denne besynderlige halvængstelighed, som præger vores tilværelse, da håber jeg at dette lille skriveri kan give luft. Det er ikke underligt at mennesker af kød og blod ikke trives som maskiner på en planet, der mere og mere ligner en sfærisk printplade. Måske er læseren nu bedre i stand til at besvare dette spørgsmål og vurdere, hvorvidt teknologiens sandheder er udtryk for vores behov eller dens egne.
Uanset hvilken syndefaldsmyte, vi er tilhænger af, og uanset hvilket paradis, vi måtte søge imod, er det svært at komme uden om, at homo sapiens langt størstedelen af sin tid på jorden har levet uden civilisation og i endnu kortere tid med moderne teknologi. At disse tidlige mennesker skulle have levet i konstant frygt, hvor den eneste frihed var at dræbe eller at blive dræbt, som Thomas Hobbes hentydede i den spæde modernitet (medgivet at han talte om en teoretisk fortid) eller tæt på det modsatte ifølge Rousseau uden frygt og guidet af medlidenhed, er der nok ikke mange biologer eller neurologer, der vil medgive. Om ikke andet har det da – efter alt at dømme – taget os titusinder af år at skabe behov for at krybe bag en bymur. Udover dette viser studier, at selv brunhovedede kapucineraber har en form for retfærdighedssans, så vi klarede os jo nok alt i alt meget godt, da vi selv stod for vores retfærd.
Jeg synes, vi skal prøve at se de teknologiske fremskridt i dette lys, og ikke som en del af en uundgåelig udvikling, der stammer fra menneskets udfoldelse af dets teknologiske essens; den teknologiske udvikling og menneskets skabertrang samt lyst til viden om verden er ikke to sider af samme sag.
Købmændenes griske udnyttelse af menneskets evne til at manipulere verden omkring sig har oversvømmet os, og er nu det slør, hvorigennem alt ses. Da aristokraterne (de bedst styrende, ikke at forveksle med et oligarki af dekadente plutokrater) tog på ferie, greb sykofanterne tryllestaven og satte skub i den flodbølge, vi nu lever under og derfor har så svært ved at se bort fra.
Jeg låner her et billede fra Goethe:
Se, den gamle kost jeg tager
Og i pjalterne den hyller.
Vand at hente længst din sag er,
Nu du mig at lyde skylder.
Oven hoved være,
På to ben du stå!
Spande skal du bære,
Skynd dig nu at gå!
Ned du fare
Nu til floden,
Rask på foden!
Vandet flyde
Skal i strømme rene klare,
Skal til badet sig udgyde.
Se, hvor han til bredden springer!
Står han ikke alt dernede,
Og med stormens fart han bringer
Vand herop i strømme brede.
Atter her med spanden
Som et lyn han var!
Badet fyldt til randen,
Fyldt er hvert et kar
Stå dog stille;
Thi nu have
Af din gave
Nok vi fået!
Ordet — nu er det for silde —
Ak! er mig af minde gået.
– Alexander Fnug Olsen